Skriv en kommentar
Filmen er mesteren Francis Ford Coppolas 2. film. Næppe mange forbinder en musicalfilm med ham (Aflytningen; Godfather; Apocalypse Now; Once Upon a time in America; Dracula, m.m.fl.). Ikke desto mindre er det tilfældet. Er man fan af instruktøren, er der ikke noget at betænke sig på, og heller ikke, hvis man er musicalfan; for Regnbuedalen er seværdig: Den aldrende Fred Astaire (70 år!) har her langt om længe fået en rolle, som er en rolle – han er ikke blot virtuos danser, men en karakter, som fyldes ud. Og den unge Coppola (30 år) lader hånt om musical-konventionens ”forlangende” om at lade sangen og dansen foregå i stort set samme indendørs rum; her danses og synges først og fremmest i det amerikanske landskab. Det er en øjenlyst – for ikke at glemme, at musicalen er fyldt med iørefaldende sang og seværdig dans med Fred Astaire, Petula Clark og Tommy Steel. I –68 var den klassiske musical YT, så det vi i dag kan sætte pris på – at Astaire bar sin alder mesterligt, at Steele overspillede, så det var en lyst, og at overgangen til moderne (film)tider åbenlyst understregedes i filmen af instruktøren - faldt dengang kritikken for brystet og henlagde Coppolas film til ”evig” glemsel. Og dog er filmatiseringen først og fremmest en fuldt ud ærbødig cadeau til den klassiske musicalfilmatisering; den unge Coppola tager ikke springet over i den moderne musicalfilm, som ikke mindst Bob Fosse (Cabaret; All That Jazz) gjorde det – men Regnbuedalen står solidt og charmerende plantet imellem to traditioner.
”Regnbuedalen” havde premiere på Broadway i 1947, men pga.stykkets racismesatire holdt filmbranchen sig for god (!) til at filmatisere den indtil, ja 1968 hvor der langt om længe momentært løstes op for reaktionær autoritet. I dag virker satiren måske harmløs –gør den ikke? - men ikke desto mindre meget præcis og meget morsom – den i dag ukendte sorte skuespiller Don Francks´ parodi på, hvordan en dum negertjener skal optræde, for at bekræfte de hvide racisters fordomme, er ubetalelig, ligesom udleveringen af den hvide sydstatssenator der pludselig bliver sort er det.
Som titlen antyder, er historiens grundlag eventyrligt. Den aldrende Finian McLonergan (Astaire) og hans datter Sharon (Clark) er vandret fra Irland til USA for at finde Regnbuedalen, der viser sig at være en sydstatsflække, hvor sorte og hvide sammen dyrker tobak med mint smag. Nok har man formået at gensplejse tobaksplanten, så mintsmagen er fremkommet, men planten vil ikke brænde. Den racistiske, hvide senator Billboard Rawkins (Keenan Wynn) er ligeglad; han vil blot overtage Regnbuedalen. Heldigvis når Finian og hans datter frem. Med sig har de det pureste guld, som Finian har ”lånt” fra en irsk nisse. Nissen Og (Tommy Steel) flytter som bekendt med, og han vil have guldet igen, ellers bliver han til menneske. Med guldet følger imidlertid evnen til at få ønsker opfyldt, så selvfølgelig bliver det både til kærlighed, slut på racisme, og sandelig om ikke tobakken til sidst kan brænde (den var aldrig gået i dag), kort sagt: Det ender med guld og grønne skove.
DVD-ens ekstramateriale består først og fremmest af et kommentatorspor med instruktøren, der overraskende indledningsvist dukker op på skærmen for at introducere filmen, for siden at kommentere alle .141 minutter. Coppola gør det seriøst og godt. Han står, på trods af det tidlige værk og den helt anden retning, hans karriere siden hen tog, inde for filmen og giver den mange spændende kommentarer med på vejen. Ekstramaterialet består desuden af en kuriøs Tv-reportage fra filmens premiereaften, hvor en emsig reporter tager imod og interviewer stjernerne udenfor premierebiografen. Coppola skal ikke høre for, at han er synligt utilpas ved situationen. Det er stadig en helt sympatisk attitude. Vi andre kan more og undre os over en svunden tid – og så måske tænke over, om magen til glamourøs overfladiskhed i virkeligheden ikke stortrives endnu, bare i nye klæder.
Alt i alt en fin og overraskende DVD-udgivelse, som man kunne unde et større publikum, end de der tilfældigvis opdager den her i sommervarmen. Men hva´, rigtige Coppola- og musicalfans skal nok finde frem til Regnbuedalen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
