Skriv en kommentar
De seneste år er det lykkes Iran at etablere sig som filmland i Vesten. Bag denne fremgang står blandt andre instruktøren Mohsen Makhmalbaf, som er manden bag Rejsen til Kandahar. Filmen var repræsenteret ved festivalen i Cannes og tiltrak sig naturligvis opmærksomhed, da hovedtemaet er talebanstyrets absurditet.
Den altoverskyggende karakter er Nafas, der er født i Afghanistan, men opvokset i Canada. Hun vender tilbage til sit kaotiske hjemland for at redde sin søster fra selvmord. Filmens handling kredser derfor om hendes rejse gennem landet, og om de absurditeter og tragedier hun møder. Makhmalbaf præsenterer os blandt andet for en koranskole, hvor oplæsning af Koranen blandes med udenadslære om våbens funktioner og virkning. Det er disse optrin, der er filmens styrke. Makhmalbaf, der også har skrevet manuskriptet, viser stor kreativitet på dette område, hvor også krøblingers jagt efter benproteser står stærkt.
Desværre skydes der i ekstrem grad med spredehagl i en film uden spændingskurve. Tematikken i filmens start og slutning centreres omkring kvindeundertrykkelsen, men i filmens midte gemmes denne problematik væk. Det virker forkert, da filmen lægger op til at give seeren et dybere blik ind bag den traditionelle kvindelige klædedragt, burkaen. Nafas er nemlig journaliststuderende med særlig interesse for kvinders forhold. Der knyttes til gengæld en masse til burkaen i dialogen, der er spækket med lommefilosofiske bemærkninger.
Rejsen til Kandahar har en masse små tilløb til at blive til noget stort. Men den er kluntet fortalt, ufokuseret og til tider meget dårligt spillet. Derfor falder meget af den potentielle skønhed til jorden og flere af hændelserne på Nafas’ rejse kommer til at fremstå som konstruerede.
