Skriv en kommentar
Ledgigt og håb
Den gamle maler Pierre-Auguste Renoir har flere kvaler i livet: Han er voldsomt angrebet af ledgigt, hans kone er død og en af hans sønner er blevet såret i krig. Men da den unge smukke Andrée bliver ansat til at stå model til for ham, begynder der at ske ting og sager. Hun er vild og utæmmet, og tilføjer den gamle mands tilværelse noget nyt og levende. Da hans sårede søn Jean kommer hjem på rekreation, forelsker denne sig i Andrée, og et sært spil opstår mellem de tre - musen/elskerinden, den gamle maler/faderen og den unge soldat/sønnen. Det er et spil, som de alle ender med at vinde på, skønt truende forviklinger undervejs.
Smukke billeder!
Visuelt er filmen intet mindre end bjergtagende. De grønne omgivelser, lyset, kvinderne og den lykkelige sommerstemning er som taget ud af Pierre-Auguste Renoirs egne malerier. Filmens verden leder tankerne hen på intet mindre end paradisets have.
... og dystre undertoner
Men alt det smukke har også en modsætning, som spiller ligeså stærkt ind i filmen, som alt det idylliske gør. Den yngste søns tiltrækning af døden, Renoirs deforme gigt-hænder, en forulykket sygetransport med soldater og krigen giver et intenst modspil til noget, som ellers kunne være gået hen og blevet en lang søvndyssende vandring gennem ”Dejeuner-canotiers” (et af hans berømte malerier). Man sidder som tilskuer meget af tiden ængstelig og venter på, de mere dystre kræfter skal tage over, og en ulykke ske.
Tvetydig hovedrolle
Andrée agere bindeleddet mellem det smukke og det groteske. Som hovedperson er hun selv en modsætningsfyldt figur som man til tider har lyst til egenhændigt at gå op og rive ned fra lærredet og sparke ud af salen. I andre situationer åbenbarer en sårbarhed, så man kun kan holde af hende. Hun er den eneste karakter i filmen, der står med et ben i begge lejre og registrerer både det gode og det mørke. På den måde bliver hun en uundværlig bro mellem de to verdener, som de andre personer i filmen har mere brug for, end de anede.
Oversprungne detaljer
Generelt kan det være befriende når manuskriptforfatteren ikke har hængt sig i at alle detaljer i historien skal hænge perfekt sammen logisk, og i stedet lader essensen af handlingen fylde og udfolde sig. Men i Renoir (2013) er der desværre lidt for mange detaljer, der forbliver uforklarede, og det giver en følelsen af, at historien ikke hænger rigtigt sammen på det jordiske plan. Man når f.eks. at studse mere end tre gange over hvordan det kan være Renoirs afdøde kone, der fra graven har annonceret efter en model til sin mand, for at puste liv i hans glæde ved at male igen.
Kendsgerningen bliver nævnt i starten af filmen, men bliver så aldrig omtalt siden, og der er heller ikke andre overnaturlige ting, der gør sig gældende. Man får bare lov til at hænge der. Der er også en afskediget stuepige, der bliver omtalt jævnligt gennem hele filmen med hviskende eller råbende stemmer, men det bliver aldrig klart, hvad det er der er så specielt med denne stuepige. Og endeligt er filmens slutning smuk og udramatisk, men ret vag. Der kommer ikke nogen nævneværdige forløsninger på noget, tværtimod er det først i rulleteksterne at man for at vide, hvordan tingene egentlig ender.
Alt i alt...
... er det en utrolig smuk film med en på én gang rolig og spændt handling, men den mangler noget tyngde i sit plot. Hvis der havde været lagt lidt mere energi i detaljerne og slutningen, og de ildevarslende spor i højere grad blev fulgt til døren, havde det været en mere helstøbt oplevelse.
