Skriv en kommentar
Vi er nu nået til den fjerde del i serien om Alice og hendes kamp mod det korrupte firma Umbrella og Jordens horde af zombier. Man skulle tro, at publikum i mellemtiden havde fundet vej til noget andet og bedre, da ingen af filmene har levet op til forventningerne, men filmen tjener kassen i USA, og vil uden tvivl også klare sig godt herhjemme. Om det er fordi at ”Resident Evil: Afterlife” er blevet skudt med James Camerons 3D-teknologi, eller fordi folk rent faktisk stadig finder historien interessant, skal jeg ikke gøre mig klog på, men filmen fortsætter i samme dur og tempo som de seneste to kapitler. Den første film i serien tog måske sig selv en anelse for seriøst, hvor man kan sige præcis det modsatte om efterfølgerne, men man er nu bestemt underholdt igennem filmens korte og stressende spilletid. Tempoet er højt selvom rytmen er en anelse skæv, og med en tilføjelse af flere figurer fra ”Resident Evil 5” spillet, er der både referencer til at holde nørderne vågne, og variation nok til at holde resten af os underholdt. Naturligvis rammer filmen endnu engang slet ikke stemningen fra nogle af spillene, og der er ikke et uhyggeligt øjeblik og ej heller noget decideret spænding. Derimod er der masser af opfindsomhed og fjollerier, og flere øjeblikke er så langt ude, at man ikke kan lade være med at trække lidt på smilebåndene.
Instruktøren fra den første film, Paul W.S. Anderson, er tilbage. Manden er blevet meget udskældt af kritikerne igennem tiderne, og han har da også stået bag makværker som ”Alien Vs. Predator” og ”Soldier”, Anderson er ikke en dygtig instruktør, men nogle af hans film kan bestemt formå at underholde. Se bare ”Event Horizon”, ”Mortal Kombat” og ”Death Race” for beviser. Andersons største problem er til stadighed, at han ikke har en rytme i kroppen. I hans film sker tingene alt for pludseligt, og så hjælper det heller ikke, at han glemmer karakterer, sidehistorier og skaber plothuller undervejs. Intet har ændret sig med ”Resident Evil: Afterlife”. Filmen har nemlig flere bihistorier som absolut ingen pointe har, karaktererne er alle endimensionelle og gennemgår ikke den store udvikling og plothullerne kan man skrive en hel selvstændig artikel om. Hvis man endelig skal give ham ros, skulle det være fordi, han ubevidst formår at underholde og hans håndtering af 3D-effekten. Man kan grine af de mange ligegyldigheder, fejl og scenarier der er alt for langt ude i ”Resident Evil: Afterlife”. Udover det fungerer mandens stil over substans glimrende med 3D-effekten. Der bliver aldrig klippet for hurtigt i filmen, og selve effekten bliver kun brugt som gimmick en gang i hele filmen. Der er også en enorm forskel mellem konverteret 3D og film der er skudt i 3D, og her ser det simpelthen fremragende ud, og filmen får den ekstra dimension som karaktererne mangler.
Milla Jovovich spiller endnu engang rollen som Alice, og det hjælper måske en del, at hun har været sammen med filmens instruktør igennem flere år. I hvert fald spiller hun rollen glimrende, og faktisk en del bedre end hvad hun har præsteret i årevis. Hun virker meget opsat på, at få en masse mere ud af rollen, end hvad manuskriptet egentlig ligger op til, og det lykkes for hende i langt de fleste tilfælde. Mere uheldig er resten af filmens skuespillere. Ali Larter som Claire falder dog fuldstændigt igennem. Shawn Roberts som skurken Wesker ligner sin rolle fra ”Resident Evil 5” spillet til punkt og prikke, men har en tendens til at overspille. Det gør måske ikke det store, da rollen nærmest ligger op til det, men det klæder den nu heller ikke. En sjov lille detalje kan man opleve i castingen af Wentworth Miller fra ”Prison Break”. Også han overspiller en hel del, men når han bliver fundet i et fængsel, er der ikke sparet på den åbenlyse ironi af hans rolle i ”Prison Break”.
”Resident Evil: Afterlife” vil ikke vinde nogen nye fans af serien. Paul W.S. Anderson har taget stilen fra efterfølgerne til sig, og skabt en fjollet lille film, der udelukkende fungerer fordi den er alt for langt ude. Underholdningen er i hus, men filmen er desværre samtidig en forglemmelig og i sidste ende ligegyldig oplevelse – dog stadig en af de forglemmelige og ligegyldige oplevelser som skal ses i biografen. Den vil med garanti have en kedeligere effekt i hjemmebiografen.
