Skriv en kommentar
Sophia Loren har ikke medvirket i spillefilm i 10 år, så det påkalder i sig selv opmærksomhed, at hun nu, 86 år gammel, tager rollen som Madame Rosa på sig. Desuden er filmen instrueret af hendes yngste søn, Edoardo Ponti, med stor sandsynlighed en omstændighed, der kan trække den helt rigtige indføling i rollen som Rosa ud af Sophia Loren.
Romain Garys roman har tidligere – i 1977 - været filmatiseret med Simon Signoret i hovedrollen. Så det er nu 2 store skuespillere, der har lagt navn og krop til rollen som Rosa. I 1977 foregik handlingen i Pigalle i Paris, mens Edoardo Ponti har henlagt handlingen til en syditaliensk havneby, hvilket giver et skær af aktualitet i forhold til den europæiske flygtninge-/indvandrersituation.
Rosa har lagt en tid som prostitueret bag sig og lægger i stedet sine svindende kræfter i at være plejemor for udsatte drenge. Det indgår i hendes pleje, at de skal lære noget, så drengen Iosif, der bor hos Rosa, bliver pålagt at studere hebraisk.
En dag bliver Rosa bestjålet på markedet af drengen Momo, en senegalesisk flygtning. Momo bliver ikke pågrebet af politiet. I stedet er det den ældre Dr. Coen, som Momo besøger jævnligt, der bringer ham videre til Rosas varetægt. Rosa er naturligvis ikke begejstret for at skulle tage sig af en dreng, der har bestjålet hende, men hun lader sig dog overtale til at tage Momo under sine vinger.
På den ene side oplever Momo tilløb til trygge rammer hos Rosa. På den anden side færdes han fortsat i tvivlsomme miljøer og omgivelser, der bidrager til at forme hans opfattelse af, hvad der giver styrke og retfærdighed i livet. Vel at mærke ikke retfærdighed i overordnet samfundsmæssig og juridisk forstand. I hvert fald tjener han gode penge på at distribuere stoffer. En hurtig udlevering af små, diskrete plastikposer – mod hurtig kontant betaling. Samtidig har Dr. Coen dog sat ham i forbindelse med Hamil, en muslimsk butiksindehaver, der gør sit bedste for at tale til Momos bedre jeg.
Det helt centrale i filmen er den karakterudvikling, der sker mellem Momo og Rosa. Til en start er Momo grov og uforskammet, men efterhånden som tryghed indfinder sig og hans nysgerrighed også pirrer ham, blive der bundet et intenst bånd mellem dem. Alderssvækkelsen bliver samtidig tydeligere og tydeligere og det går Momo stærkt på.
Ikke mindst tumler Momo tumler med, hvad det betyder, at Rosa har tatoveret et nummer på armen. Rosa har således overlevet Holocaust-rædslerne i Auschwitz.
Hamil spørger til Momos forhold til islam, men det har han ikke gjort sig de store tanker om. Det er nok samtidig begrundelsen for, at Momo ikke har tænkt det helt igennem, at han foreslår Hamil at finde sammen med Rosa, når nu de begge er oppe i årene og derfor kunne ha’ noget godt ud af hinanden. Hamil afviser høftligt tanken med, at han som muslim aldrig vil kunne finde sammen med en jøde.
Filmen udfolder sig i ganske andre glamour-omgivelser og omstændigheder i øvrigt end de film, der for mere end 50 år siden lagde grunden til Sophia Lorens status som skuespiller. Så meget mere vigtigt er det at lægge mærke til historien og den meget ligefremme og usmykkede måde at sætte den i billeder på, som hendes søn, Eduardo har opnået. Den ganske unge Ibrahima Gueye i rollen må spås en stor fremtid som skuespiller. Han fremstiller Momo med stor autorititet og indlevelse. Måske kunne figuren endda have stået endnu stærkere, hvis filmen havde grebet tydeligere fat om, hvorfor en forældreløs dreng fra Senegal befinder sig i en havneby i Italien?
Det er dog kun krusning på en stor oplevelse, som understreger, at Netflix også er andet og meget mere end endeløse hårdkogte serier om bandekriminalitet.
