Skriv en kommentar
Titlen på Peter Hammers dokumentar Revir er nøje udvalgt. Den sætter rammen for en klassisk fortælling om familie, kærlighed og drømmen om en ubekymret tilværelse og frihed.
Dokumentaren giver et indblik i søskendeparret Susie og Sunes liv. Bror og søster har valgt at købe og flytte ind sammen på en ældre, slidt landejendom i Nordvestsjælland for at forfølge en drøm om at kunne drive en selvstændig virksomhed, baseret på Susies virke som konservator. Her bør jeg nok lige fortælle, hvad en konservator er for en størrelse, for der findes ikke ret mange, der har lige netop det job som levevej. Konservatorens arbejde består i at istandsætte og bibevare genstande, dvs. sørge for fastholde i oprindelig form, så tæt på virkeligheden som muligt. Susie arbejder mere specifikt med at udstoppe dyr.
Sune arbejder i et byggemarked sideløbende med, at de to forsøger at stable en ny tilværelse på benene. Historien gemmer naturligvis på flere lag, og hurtigt viser det sig, at drømmen om selvstændighed og landlig idyl ikke er en dans på roser. Søskendeparrets relation har taget form ud fra en historie om en splittet familie, med en mor som var alkoholiker og en fraværende far, så der er populært sagt et skelet eller to i skabet. De kommer hurtigt frem i lyset, og dokumentaren giver med ført hånd en kærlig beskrivelse af, hvor svært det kan være at være familie. For psykologien kalder det primær socialisering, og omgivelserne råber på, at familien er det vigtigste og nummer 1. I Sune og Susies tilfælde forstår man godt drivkraften, men sidder i flere sekvenser og tænker, om de måske bedre kunne nå deres mål uden hinanden som primær relation.
I pressematerialet skriver Peter Hammer: “Jeg håber, nogen mærker betydningsfuldheden af, hvad og hvem vi omgiver os med. Hvad og hvem vi bevarer for eftertiden eller skiller os af med undervejs. Og hvis filmen ligefrem kan minde nogen om muligheden for at vælge afgørende forandringer i livet, bliver jeg rørt og stolt. Det gør Susie og Sune også”.
Jeg føler mig ganske sikker på, at Peter Hammer nok skal blive stolt. Dokumentaren er nemlig tankevækkende og den helt store styrke i fremstillingen er, at der ikke tages parti eller gøres forsøg på at belære publikum. Filmen er helt uden facitliste. Bevares, der er kunstgreb undervejs, såsom sekvenser, hvor Sune kører gocart og finder et frirum og ikke mindst valget af stillbilleder. Instruktøren har valgt at stoppe op og opstille forskellige scenarier med et udstillingsvindue som baggrund - vel at mærke det udstillingsvindue, som Susies normalt bruger til de udstoppede dyr. Det understreger, at der er et ønske om at konservere, stoppe op og fastholde øjeblikket i dets oprindelige form.
Så nemt går det ikke, og da Susie skal deltage i en udstopnings-konkurrence, tager begivenheder for alvor fart. Søskendeparrets mor dukker op i en insisterende rolle og et stærkt møde venter forude.
Happy endings er ikke en selvfølge i en dokumentar. Da vi siger farvel til Susie og Sune er det med en fornemmelse af, at drømmen er længere væk end nogensinde. Det er en præmis for dokumentargenren, at der er en begyndelse og en slutning på et forløb, uden vi nødvendigvis får alle svarene eller får sat et punktum. Og selv om historien er interessant, så står man til slut uforløst, for man vil for pokker så gerne vide, hvordan det ender med to mennesker, som man efter dokumentaren er slut ønsker alt det bedste for.
