Skriv en kommentar
Slutningen på Lars Von Triers værk og kultserie ”Riget” har manglet i 25 år siden de to første sæsoner i hhv. 1994 og 1997 blev sendt på DR1. I sæson 3 dvs. afsnit 9 og afsnit 10 indledes med, at søvngængeren Karen (spillet af Bodil Jørgensen), som bærer samme navn som hendes karakter i Triers dogmefilm ”Idioterne” fra 1998 sidder alene hjemme i en lidt tarvelig stuelejlighed og ser ”Riget” og laver en metakommentar, hvor hun taler med sig selv og til sig selv, at ’slutningen’ på serien mangler jo. Inden hun lægger sig til at sove tager hun sin klokke om halsen og binder hænder og fødder med et gammeldags reb fast til sengen. Hendes mission bliver at forhindre de onde ånder i at åbne porten til Riget på ny.
Riget Exodus
I de græske tragedier markerede koret indgang og udgang (græsk, exodus) med sang (græsk, prosodia ’med-sang’). I et radiointerview med Bodil Jørgensen om sin rolle som Karen og om hendes egen erfaring med nærdødsoplevelse og troen på det åndelige og guddommelige tolker hun titlen på sæson tre i overført betydning som, at exodus kommer fra græsk og betyder ’udgang’, men også at det kan være indgang til noget andet.
Hovedpersonen Karen har overtaget brobygger- og formidlerrollen mellem Riget og ånderne fra Fru Drusse, som blev spillet af afdøde skuespillerinde Kirsten Rolffes. Bodil Jørgensen falder eminent og helt naturligt ind i rollen med overnaturlige og spirituelle evner i hendes forsøg på at kommunikere med lillebror. Scenerne hvor hun enten går i søvne eller er i trance og taler med sig selv har en enorm indvirkning og styrke og sætter en uhyggelig stemning i Rigets gustne og slidte kældre. Hun taler til sig selv med en lillepige og bange stemme og svare sig selv med en grov, slagkraftig og kommanderende stemme.
Til gengæld virker humoren og personalets tilhørsforhold til Riget for tænkt og opstillet her i de to første afsnit af sæson tre, som undertegnede anmelder. For eksempel går ”operation morgenluft” igen blot i form af overlæge Pontoppidans taktik om ”de åbne døres gennemgribende politik”, som desværre falder noget til jorden og som ingen tager seriøs, heller ikke publikum.
En sofistikerede og fin lille finte er, at hvert afsnit slutter af med Triers ord om, at ”tage det gode med det onde”, mens vi ser hans skosnuder stikke ud under det røde teatertæppe, men vi ser ikke Trier for han erkender med sæson tre, at vi alle er dødelige, inklusiv ham selv.
Undertegnede ser frem til at se hele sæson tre og er sikker på, at Trier får sluttet af med manér og et hav af referencer til egne værker/film, hvor Rigets sæson tre vil være en ’åndelig’, politisk og kunstnerisk udgang i særklasse og prikken over Triers oeuvre samlet i netop Rigets univers af hans filosofiske og åndelige tanker.
