Skriv en kommentar
Den unge succesrige forretningskvinde Karin Baldwin arver sine bedsteforældres sommerhus og med et videresalg for øje, flytter hun ind i huset for at sætte det i stand. Her plages hun af voldsomme mareridt og foruroligende syner, men møder også opsynsmanden Pierce der ser det som sin fornemmeste opgave at passe på Karen. Da Karens storesøster Wendy dukker op drejer Pierces venlighed dog mere over i retning af en overbeskyttende besiddertrang.
At filmens unge instruktør og producer Rubi Zack med al tydelighed engang har set mesterlige filmgys som f.eks. Roman Polanskis Repulsion (1965) og George Cukors Gaslys (1944) og ladet sig inspirerer heraf til sin debut ud i gysets verden, kan man bestemt ikke bebrejde ham. Når grænserne mellem fantasi, psykoser, mareridt og virkelighed bliver udvisket, som det nok så bekendt skete for stakkels Ingrid Bergman og Catherine Deeuves karakterer i de gamle S/H dage, ja så er der bestemt lagt i kakkelovnen til en omgang foruroligende neglebidning.
At han også har set nyere film som f.eks. M. Night Shyamalans Den Sjette Sans (1999) og Alejandro Amenábars The Others (2001) og lånt ”hvem-er-nu-spøgelse-og-hvem-er-ikke” plottet herfra, kan man vel i princippet heller ikke bebrejde ham for.
Men mage til rodet og ugennemført arbejde som Ring Around The Rosie / Fear itself skal man da godt nok lede længe efter. Her har vi med al tydelighed at gøre med en film der prøver at lade som om den gerne vil have sit publikum til at tænke en smule, men som i virkeligheden ikke aner hvad den skal stille op med sig selv. Opsynsmanden skifter konstant mellem venligheden selv og en farlig psykopat, men disse opfattelser af ham har intet at gøre med hovedpersonens eventuelle vrangforestillinger eller fortrængte fortid, de er blot udtryk for et forvirret (og forvirrende) manuskript, der med al tydelighed taber tråden kun sølle fem minutter inde i filmen. Cirka halvdelen af den samlede spilletid bliver fyldt ud med en evig gentagelse af de samme uspændende mareridtssekvenser, som vi alligevel aldrig får nogen reel forklaring på og da filmen til sidst panikker og brat går i rulletekster ved tanken om at vi aldrig kommer til at få nogen forklaring på noget som helst, er det mere følelsen af lettelse over at skidtet slutter, end irritationen over at den overhovedet prøvede, der ender med at stå tilbage – sammen med det forvirrede blik i øjnene.
En af de mindste stjerner på markedet skal gå til filmen med de to titler, af hvilken den sidste er noget af det tætteste vi kommer på en nøgle til forståelse og hvori Tom Sizmore (Sergenten fra Saving Private Ryan + Black Hawk Down) gør det udmærket som den mystiske Pierce.
Heldigvis er der ikke noget ekstramateriale på skiven.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal
Pictures.
