Skriv en kommentar
Hvem husker ikke 70’er-klassikeren Eksorcisten? Hvem husker ikke den lille pige, der gik baglæns ned ad trapper, drejede hovedet 180 grader og fik sin stemme til at antage en dyb, dæmonisk klang, når hun talte i tunger. Disse virkemidler er blevet ikoniske for djævleuddrivelser på film, og et moderne publikum vil ikke på samme måde kunne skræmmes af de dengang så banebrydende effekter. Instruktør Mikael Håfström (Ondskab) forsøger ikke at skjule den tunge arv fra Eksorcisten, men spørger i stedet for retorisk: ”Troede du eksorcisme bare var drejende hoveder og metervis af bræk?” Nej, eksorcisme er meget mere end det: det er en praksis som den katolske kirke gør udbredt brug af, og som i vores moderne samfund stadig lever i bedste velgående. Og så er det den uendelige kamp mellem Djævlen og den sande tro.
Sådan et faktum kan være svært at acceptere. Derfor har man som publikum let ved at identificere sig med hovedpersonen Michael Kovak; en ung amerikansk præstestuderende, der ikke er sikker på, om han er troende eller ej. For at overbevise Michael om Guds eksistens, sender hans mentor ham til Rom for at følge et kursus i eksorcisme. Her møder han Fader Lucas (Anthony Hopkins), en walisisk præst, der i sit faldefærdige hus i udkanten af Rom kæmper en daglig kamp mod lokale djævlebesatte individer. Han tager det på sig ikke blot at lære Michael eksorcismens svære kunst, men også at overbevise ham om, at ikke al sygdom kan bortforklares med skizofreni eller andre psykiske lidelser. Michael er bare ikke let at overbevise. Som en refleksion af tilskueren selv vil han ikke nøjes med de velkendte gimmicks fra filmhistorien.
Derfor har man i Ritualet valgt at bruge den noget vovede etiket, at filmen er ’inspireret af en sand historie’. Den vil fortælle os, at der faktisk uddannes et stort antal eksorcister hvert år, og der tilsyneladende findes en ægte Fader Lucas, der har lavet tusindvis af djævleuddrivelser i udkanten af Venedig.
Det er lidt ærgerligt, for filmen kunne måske have plantet det budskab ad andre veje. Det element, der bedst overbeviser os om, at vores på mange måder ukristelige, sekulariserede samfund stadig er dybt præget af dæmoner og djævle, er Anthony Hopkins. Han spiller med et glimt i øjet og fanger fint feltet mellem mystik og lægevidenskab. Dermed finder han flot tilbage til det fint afbalancerede skuespil, der gjorde kannibalen Hannibal Lecter både skræmmende og charmerende i Silence of the Lambs, og han er langt fra den svage og hurtigt glemte birolle i 2010-floppet The Wolfman.
Debutanten Colin O’Donoghue forekommer mere kedelig – måske mest af alt fordi han spiller direkte over for Hopkins. Men det gør ikke så meget netop fordi vi som tilskuere deler hans skepsis, hvilket gør ham interessant. I både Eksorcisten og den nyere The Exorcism of Emily Rose, fulgte vi hovedpersoner, der troede fuldt og fast på Guds uddrivende kraft. Nu er vi på skeptikerens side, og det giver filmen en originalitet, den har brug for.
Ritualet bliver aldrig en film, der baserer al sin uhygge på chokeffekter, hvilket også redder den. Den fanger en fin og moden balance mellem de stemningsopbyggende lokationer, nogle få chokerende hændelser og den faktuelle historie, der er skræmmende nok i sig selv. Og man underholdes fuldstændig som forventet, hverken mere eller mindre. Til sidst er der kun kernespørgsmålet tilbage: Kan Michael rystes nok i sin grundvold til at lave en eksorcisme selv? For det lader til, at kun den sande troende kan tage kampen op mod de mørke kræfter.
