Skriv en kommentar
Denne nyfortolkning af Robin Hood starter tidligere, end hvornår vi normalt møder den kække røver i Sherwoodskoven, før han begynder at stjæle fra de rige og give til de fattige og danse rundt med Lille John. I denne action-fyldte version starter Robin Hood ud som adelsmanden, Robin af Loxley (Taron Egerton), der må opgive sit bekymringsfrie ungkarleliv og kæresten, Marian (Eve Hewson) for at tilslutte sig korstogene som soldat. Da han vender hjem til Nottingham har sheriffen (Ben Mendelsohn) tillusket sig mere og mere magt over byens befolkning og en dyb fattigdom har bredt sig. Sammen med den mauriske hærfører, Lille John (Jamie Foxx), gør Robin oprør under aliasset ”The Hood”.
Jeg synes, ideen om at fortælle historien om hvordan Robin Hood blev Robin Hood, er udmærket. At han selv er vokset op i rigdom er et fint lille twist, der giver ham dimensioner, og i en tid, hvor nyheden om et remake annonceres omtrent hver anden dag, kan dette tiltag nærmest betragtes som nytænkning.
Instruktør Otto Bathurst har da også forsøgt at aktualisere historien. Faktisk drager filmen så tydelige paralleller mellem og Robins intense bue-og-pil-kampe under sin udstationering og nutidige krige med vestlig deltagelse, at man kan blive momentant i tvivl om, om historien overhovedet foregår i Middelalderen. Den futuristiske tone er intentionel, og kampene er da også det, der fungerer bedst i filmen. Lidt for tydeligt bliver det dog, når ”de fremmede” versus ”os” italesættes, for ikke at nævne den rige 1% versus befolkningen. Hold lige igen med spejlet, we get it.
Det største problem i Robin Hood er imidlertid, at den slet ikke kan finde ud af, hvilken film den vil være. Nogle gange fremstår den som en tam efteraber af Christopher Nolans Batman-film, dobbeltliv og tabt kærlighed inklusiv. Andre gange bringer den temaer på banen, som overhovedet ikke bliver bearbejdet, som når Robin pludselig synes at have en PTSD-episode. Et godt stykke inde forsøger filmen sig tilmed med en joke, der overhovedet ikke fungerer. Er det en komedie nu?!, tænker jeg, forvirret over den pludselige Kingsman-vibe efter tyve minutter med krig og nød. Hver gang filmen får genoprettet tonen nogenlunde, sprætter den sin egne syninger op med en malplaceret kommentar, oftere og oftere i form af en pinlig vittighed, der overhovedet ikke lander. Den løber hurtigt tør for lapper, og desværre kan hverken Taron Egerton (Kingsmans egen debutant) eller australske komiker Tim Minchen få den op på et humoristisk niveau. Den eneste gang, jeg grinede, var da Robin ikke kunne udtale Lille Johns rigtige ”fremmede” navn og besluttede bare at kalde ham John, og da jeg sekundet efter indså, hvor racistisk og åndsforladt den joke var, stoppede jeg selvsagt.
Noget, man måske til gengæld kan underholde sig selv med i filmens to timer, er at tælle hvor mange kvinder, der har replikker* (find svaret sidst i anmeldelsen). Man kan også debattere, hvor meget af det middelmådige skuespil skyldes skuespillerne eller instruktøren, og hvor meget skyldes det banale manuskript, de har at arbejde med.
Kort sagt: Kampscenerne er flotte, men rent fortællemæssigt er Robin Hood uden retning og samvittighed.
*Én!**
** Nej, vent! En lille, navnløs pige har én replik. To.
