Skriv en kommentar
Der er ikke ret meget i Robin Hood set gennem Ridley Scott, der minder om den Robin Hood, vi kender.
Væk er Sherwoodskoven mere eller mindre. Stort set væk er den notorisk onde Sherif af Nottingham, der mere eller mindre er skrevet ud af historien. Og kun en enkelt gang stjæler Robin fra de rige og giver til de fattige. I bogstavelig forstand i hvert fald.
Væk er eventyret. Scott har erstattet det med realisme. Væk er den ubekymrede lovløse, der ynder at tirre sheriffen og hans håndlangere. Scott har erstattet ham med den efterhånden faste makker Russell Crowe, der ligger ansigtet i vante, tyngede folder.
Spørgsmålet er så bare, om alt dette er til det gode eller til det onde?
Principielt til det gode, mener jeg. Eventyret har vi ligesom set. Og selv om seneste rigtige Hood-film, Costner-versionen fra 1991, var både poppet og let svulstig, så holdt den et højy underholdningsniveau (ikke mindst takket være Alan Rickmans forrygende sherif). Robin Hood giver sig da heller ud for at være en klassisk Robin Hood. Tværtimod. Det er nærmere en to timer og tyve minutter lang prolog til den Robin Hood, vi kender.
Ét er det principielle. Anderledes problematisk er det, at Scotts Robin Hood – figuren altså – i Russell Crowes korporlige figur langt hen af vejen fremstår som en ukarismatisk, passiv iagttager til filmens handling. For selv om vores helt mod slutningen ganske vist spiller en markant hovedrolle, så er store dele af filmens drivkraft placeret væk fra Crowe.
Vi er i 1199. Kong Richard Løvehjerte af England (Danny Huston) er på vej hjem fra korstogene mod Jerusalem og plyndrer sig vej gennem Frankrig. Med i hæren er Robin. Longstride hedder han, men han giver sig ud for at være den dræbte ridder, Robin of Loxley, for at slippe helskindet hjem til England. Han ender hos ridderens familie, den aldrende far Sir Walter Loxley (altid en fornøjelse af se Max von Sydow), og ridderens enke Lady Marion (Cate Blanchett).
Der opstår selvfølgelig varme følelser de to imellem, og det fungerer som en sidehistorie til den store fortælling. Robin Hood er nemlig først og fremmest en storpolitisk sag, hvor loyalitet er en handelsvare, og hvor forræderiet blomstret. Efter at Løvehjertes bror John har overtaget tronen, står den franske konge således på spring til at tage de britiske øer – efter at have fremprovokeret en borgerkrig.
Det er for så vidt alt sammen spændende nok. Ja, faktisk det mest spændende ved Robin Hood. Og altså ikke Robin Hood himself. Så da først Crowe langt inde i filmen træder til med sin første brandtale, der gør ham til en art hærfører for de sammenbragte klaner, er det ligesom for sent til for alvor at blive draget af personen bag legenden. Det er han i Ridley Scotts univers simpelthen for kedelig til.
Scotts univers er til gengæld – og selvfølgelig – flot. Middelalder-England tager sig både troværdigt mørkt og betagende smukt ud, og kampscenerne er fra lang afstand imponerende skruet sammen – en hel hær af pile flænsende gennem luften og borende ned i fjendens tropper er en personlig favorit. Når man kommer lidt tættere på er det dog noget blodfattigt. Sværdets stød mod fjenden er i den hurtige koreografi konsekvent uden for billedrammen, så børn ned til 11-års alderen herhjemme også kan komme med i biografen.
Jeg tror dog, at de vil kede sig. Det gjorde jeg indimellem. Men mest når det handlede om Robin Hood.
