For fans af Rocky byder det kærkomne gensyn med Rocky i comebackfilmen ”Rocky Balboa” til en strøm af ekstra ting til samlingen.
Også Cdmarkedet har sine tilbud, således kan man f.eks. investere i soundtracket her, der skal få stuen til at syde af Rockystemning.
Rocky er naturligvis navnet på Sylvester Stallones legendariske helt, der nu igennem 30 år har imponeret med sin utrolige kampgejst, trods de ringe odds han altid har mod sine overlegne modstandere. Den første kamp for bokseren fra Philadelphia fandt sted i 1976. Hvad der her er tale om, er således en genudgivelse af den første films efterhånden velkendte soundtrack.
Soundtracket her er således en hyldest til Rocky, og det leverer en fin stemningsmosaik. Stemningsmosaikken egner sig både som baggrundsmusik eller til at skyggebokse sig selv i gang. Titelnummeret ”Gonna Fly Now” er naturligvis nummeret, der definerede og kendetegnede filmen så ufatteligt flot, og det er også første nummer på skiven her. Soundtracket er produceret af komponisten Bill Conti, der netop skabte det stemningsunivers, der var så perfekt for Rockyuniverset. Udover ”Gonna fly now” er der en groovy sang som ”Take You back” og en ballade som ”You take my heart away”. Disse sange er stadigvæk gode og minder en fint om Rocky. Derudover er resten af CDen mest rene instrumentalnumre, der naturligvis fungerer bedst i baggrunden, mens man foretager sig noget andet.
I øvrigt besidder CDen en fin lille folder, der indeholder billeder fra Rocky filmen, og de er fine at kigge på, mens man lytter sig igennem lyden af en legendarisk boksefilmshelt.
CDen er venligst stillet til rådighed af:
EMI Music Denmark.