Skriv en kommentar
Ligesom det kan undre at der aldrig har været lavet en dokumentarfilm om landsholdet før ”…Og det var Danmark”, så kan det undre at der, indtil nu, heller ikke har været lavet en om Roskilde festivalen. Bevares, der har da været masser af tv udsendelser og så videre, men ingen decideret film, før nu.
”Roskilde” hedder den slet og ret, uden finurlig undertitel eller noget. Og det er jo for så vidt meget fint, der er i hvert fald ikke nogen chance for at folk ikke fanger hvad det handler om. Det er, med et moderne udtryk, en meget brugervenlig, om end måske ikke særlig opfindsom titel. Desværre viser valget af titel sig at være symptomatisk for de valg, eller snarere manglen på samme, der er blevet truffet i forbindelse med tilblivelsen af filmen. Det virker nemlig som om instruktøren, den tidligere balletdanser Ulrik Wivel, aldrig rigtig har besluttet sig for præcis hvilken film han gerne har villet lave, udover, selvfølgelig, at den skulle handle om Roskilde festivalen, med alt hvad den indebærer, og det er jo ikke så lidt.
”Og hvad er der så galt med det?” hører jeg nogen spørge, jo problemet er netop, at hvis man vil behandle et emne der er så omfattende som Roskilde festivalen, så er det en rigtig god ide at gøre sig nogle overvejelser om hvad man gerne vil sige om emnet og om hvordan man gerne vil sige det. Med andre ord så er det vigtigt at have en vinkel på stoffet, og det medfører uundgåeligt at man kommer til at ofre en masse godt materiale for helhedens, og det samlede udtryks skyld, og hvis der er noget ”Roskilde” bærer præg af, så er det at man så hjertens gerne har villet have det hele med.
”Roskilde” forsøger at følge et utal af forskellige lejre og gæster: vi har både heavylejren, julelejren, de svenske blondiner, superheltelejren, gymnasielejren og den anden svenskerlejr. Så har vi enkeltpersonerne som den hashrygende tøs i militærtøj, og udlændingen som kommer til uden billet og må hoppe over hegnet og sikkert nogle flere som jeg i siddende stund har glemt.
Udover gæsterne følger vi så både scenecrewet, konferencieren, radioværten, de frivillige medarbejdere, politiet, det unge, håbefulde metalband (Mnemic) der skal spille deres første koncert på orange scene, samt veteranen (Peter Belli) der optræder på samme scene. (Her har jeg med sikkerhed igen glemt nogen.)
Vi får selvfølgelig også den obligatoriske dækning af tragedien i år 2000, som virkelig føles obligatorisk i dette tilfælde, samt et interview med Mr. Roskilde: Leif Skov.
Når alt dette, plus det løse, skal koges ned på godt halvanden time, og der så oven i købet skal være plads til en masse livemusik, så kan selv en fuld svensker med morgenhår regne ud at pladsen bliver trang. Man kommer simpelthen aldrig rigtig ned i de enkelte historier, hvilket er ærgerligt, da mange af dem virker rigtig gode.
Resultatet virker mere som en samling spredte stemningsbilleder, end en egentlig film. Man føler faktisk nærmest at man sidder og ser en temalørdag fra DR2, hvilket der jo som sådan ikke er noget i vejen med, bortset fra at standarden her, er noget under hvad DR2 plejer at levere. ”Roskilde” lider nemlig både under en underlig kronologi, og samt et ujævnt tempo – flere steder er den faktisk næsten ved at gå helt i stå.
Når alt dette er sagt så har ”Roskilde” stadig en rimelig underholdningsværdi, det er og bliver et taknemmeligt emne, og der er en del ret morsomme øjeblikke. Det ville vel nærmest også have været umuligt at filme 8 Roskilde festivaler i træk, med professionelle folk, uden at få nogle guldkorn i kassen.
Filmens premieretidspunkt er naturligvis ikke tilfældigt, og det er da også svært ikke at blive både festivalnostalgisk – og lysten, når man overværer den, så den kan altså fint bruges som opvarmning og appetitvækker til sommerens eskapader.
Ser man derimod på ”Roskilde” som et stykke filmhåndværk, så er der i bedste fald tale om noget middelmådigt.
Instruktøren Ulrik Wivel, siger selv om festivalen at: ”Vi prøver at huske, hvor vi kommer fra og glemme, hvor vi skal hen.” Jeg ville personligt mene at det modsatte gav mere mening: at glemme hvor man kommer fra og huske hvor man er på vej hen.
Det burde i hvert fald være et bedre udgangspunkt for at lave film.
