Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et bildæk ved navn Robert kommer til live i en amerikansk ørken og finder snart ud af, at det besidder evnen til via telekinese at få ting til at eksplodere. Robert synes det er sejt at få flasker og dyr til at sprænge i luften, men det bliver hurtigt gammelt, og der må snart større væsener til. Dette får en mand på en benzintank at føle, da Robert eksploderer hans hoved i en scene, der er som snydt ud af næsen på Scanners (1981). Drevet af en uslukkelig tørst efter at volde skade på sagesløse mennesker, triller Robert nu gennem resten af filmen rundt i det tørre ørkenmiljø og popper hoveder til højre og venstre, alt imens politiet forsøger at stoppe hans hærgen.
Det lyder jo pløkhamrende åndssvagt, hvilket det også er, men jeg må indrømme, at Rubber (2010) har forvirret mig. Godt og grundigt endda. Jeg forventede en mere eller mindre standard slasherfilm, med den karakteristiske forskel, at den arketypiske Fredag d. 13.-inspirerede morder ville være udskiftet med et bildæk, men i stedet fik jeg en surrealistisk metafilm med en snert af Lynch smidt i hovedet - en film som jeg nu har gået og vendt og drejet i snart et døgn i et forsøg på at afkode.
Afkode, siger han?! Hvad er der at afkode i en film, der handler om et dræberdæk?
Der er masser … muligvis. Historien om dækket Robert er nemlig kun én del af filmen. Faktisk udgør Roberts eskapader en film inde i filmen, som en gruppe mennesker står og ser igennem kikkerter ude i ørkenen. At Rubber er en metafilm, der benytter sig af verfremdungseffekten til hele tiden at holde seeren på afstand, hvorfra denne, ligesom publikummet i ørkenen, kan betragte filmen, bankes fast med syvtommersøm allerede i filmens indledende sekvens, hvor betjenten Chad (Stephen Spinella), efter at være kravlet ud af bagagerummet på en bil, henvender sig til kameraet og proklamarer, at ”what you’re about to see today is an homage to the "no reason” – that most powerful element of style” (”The ”no reason”” skal ikke (nødvendigvis) forstås som det, der ikke giver mening, men derimod som de ting i film, de stilistiske elementer, man affinder sig med uden at tænke nærmere over. Chad nævner selv E.T.’s farve – hvorfor er han brun? Det er han bare. Hvorfor går folk i film aldrig på toilet? Det gør de bare ikke, og så videre. På samme vis er livet fuld af ”no reason”, fortsætter han, og spørger hvorfor vi f.eks. ikke kan se luften omkring os? Fordi det kan vi ikke, og sådan er det bare).
Med denne linje fra Chads læber giver instruktør Quentin Dupieux sig selv carte blanche til at sprænge alle konventioner og skabe et sandt tableau af absurditeter, der i al deres overdrevenhed skal legemliggøre ”the no reason”, og det er her, at Rubber begynder at blive vanskelig, for er den virkelig så simpel, som Chad giver udtryk for? Er den blot koncentreret absurditet for absurditetens skyld og for at hylde et stilistisk element, som man kun kender alt for godt, men aldrig rigtig tænker over?
Metalaget med publikummet i ørkenen synes at antyde noget andet, en intellektuel tyngde, der er tilpas vægtig til at danne grundlag for diskussioner om alt fra seerens funktion over det at se film til filmindustriens rovdrift på forbrugerne og sidstnævntes modtagelighed over for lortefilm, som Rubber på mange måder netop selv må siges at være. Sidstnævnte illustreres i øvrigt fint i to scener, hvor karakteren spillet af Jack Plotnick, der kan ses som et symbol på filmindustrien, stjæler penge ud af lommen på nogle af publikummerne, mens de ligger og sover i ørkenen, og senere serverer en forgiftet kalkun for dem, som de alle, med undtagelse af en enkelt, kaster sig frådende over. Det er sekvenser som disse, der for mig får filmen til at lugte som mere end blot en hyldest til ”uden grund”.
Samtidig synes en af filmens pointer at være, at man ikke skal tænke for meget over den og bare tage den for, hvad den er, jf. betjents Chad monolog i starten, men på paradoksal vis er det netop det man kommer til, altså tænke over den, fordi den er skruet sammen som den er. Rubber er, med andre ord, en fræk, åleglat satan af en film, som ikke er til at få helt hold på. Søger den at snøre seeren ved at inkorporere et metalag, der ikke tjener andet formål end at få seeren til at lede efter meninger, der ikke er der, eller har Dupieux virkelig noget på hjertet, som han gerne vil have os til at tænke over? Eller er det i jagten på meninger der ikke eksisterer, at han vil have os til at støde på meninger? Jeg ved det ikke, men det er pirrende.
Betyder alt det her så, at Rubber er en god film? Både og. Det er længe siden, at jeg har kradset mig så meget i nakken over en film, både på grund af den bizarre handling og det mulige substratum af komplekse pointer, hvilket er et klart plus, men samtidig kæmper den alvorligt med en spilletid, der alt for lang, hvorfor ens opmærksomhed let og alt for ofte kommer til at vandre. Så interessant er det alligevel heller ikke at se på et trillende dæk.
Jeg har derfor svært ved for alvor at anbefale Rubber, selvom jeg egentlig gerne vil, da den muligvis er fuldkommen genial. Filmstuderende og andre med smag for aparte film vil nok kunne have stor glæde af den, men for de flestes vedkommende vil den formentlig være for langsom og sær til, at man vil synes godt om den. Omvendt kan man sige, at en film om et morderisk bildæk er så unik, at den måske er et gennemsyn værd alene af den grund. Måske du bare skulle se den, og selv finde ud af, hvor du står. Om ikke andet, vil du kunne sige, at du har set en film om et psykotisk dræberdæk med telekinetiske evner.
Billedkvalitet:
Billedet på Another World Entertainments udgivelse af Rubber præsenteres i anamorfisk widescreen (1.78:1) og står knivskarpt med gode, om end afmættede, farver og et fint sortniveau. Lækkert!
Ekstramateriale:
Disken indeholder en trailer til filmen, et segment ved navn Teaser Test, der blot viser dækket Robert trille rundt i et minut, AWE’s efterhånden klassiske trailershow, som lader en snuse til en håndfuld af deres andre spændende udgivelser, samt fire mere eller mindre overfladiske interviews (25 min.) med instruktør Quentin Dupieux og medvirkende Jack Plotnick, Stephen Spinella og Roxane Mesquida, hvor de hver især fortæller om tilblivelsen af filmen.
Lyd, undertekster:
Disken indeholder et engelsksproget Dolby Digital 5.1 og 2.0 spor, selvom bagsiden af coveret kun lover det første, samt danske, svenske, norske og finske undertekster.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
