Den tidligere gangster Jimmy Conlon (Liam Neeson) er hjemsøgt af fortidens ugerninger. Conlon er afdanket, fordrukken og meget langt fra storhedstiden som gangster sammen med vennen Shawn Maguire (Ed Harris).
Da Conlons søn Mike (Joel Kinnaman) bliver beskyldt for at have myrdet Shawn Maguires søn, bryder helvede løs. For at beskytte Mike må Jimmy gå op imod Shawn, i det der hurtigt udvikler sig til en blodig jagt gennem New Yorks gader. Kun en kan stå tilbage, når de to alfahanner tørner sammen i denne overraskende vellykkede actionfilm.
Det er tredje gang instruktøren Jaume Collet-Serra og Liam Neeson arbejder sammen. Men hvor de to forrige forsøg, "Unknown Identity" (2011) og "Non Stop" (2014), var relativt uinteressante actionfilm, så er tredje forsøg en overraskende intens og vellykket actionbasker.
Historien er stramt fortalt, og der gives plads til både karakteropbygning samt hæsblæsende actionsekvenser. Filmen er klædeligt afbalanceret, og er samtidig båret frem af solide skuespilpræstationer. Liam Neeson er efterhånden blevet synonym med hårdtslående spændingsfilm, og i "Run All Night" leverer den rutinerede skuespiller en glimrende præstation. Den altid seværdige Ed Harris matcher Neesons karakter til fulde i rollen som magtfuld gangsterboss. Scenerne hvor de to skuespillere få lov at være i enerum sammen, emmer af underspillet testosteron og man kan kun imponeres af detaljerne i deres skuespil. I rollen som Jimmy Conlons søn ses svenske Joel Kinnaman, der blev verdenskendt som Robocop i remaket fra 2014. Kinnaman er sublim i rollen som den uskyldige søn, der pludselig hvirvles ind i sin fars rodebutik af en fortid.
Manuskriptet er velskrevet og replikkerne flyder naturligt. Plottet skæmmes dog lidt af en fjollet sidehistorie om en lejemorder, der bliver sendt efter Conlon og søn. Sidehistorien virker unødvendig og påklistret, og man kan ikke lade være med at klukke lidt, når den brutale morder jagter hovedpersonerne rundt i et brændende lejlighedskompleks med laserlys på pistolen og natsynsbriller på hovedet.
"Run All Night" er en glimrende actionfilm, der holder et solidt tempo hele vejen igennem. Skuespillerne gør et fremragende stykke arbejde, og udnytter det velskrevne manuskript til fulde. Tredje gang er lykkens gang for Jaume Collet-Serra, der med "Run All Night" har skabt en glimrende actionfilm, der udnytter Liam Neesons skuespiltalent til fulde.
Ekstramateriale
Den danske blu ray udgivelse indeholder to dokumentarfilm, der går bag om optagelserne på "Run All Night". Den ene film fokuserer på de hårde natteoptagelser, som udgjorde størstedelen af optagelserne. Den anden fokuserer på Liam Neeson som genfødt actionstjerne. Begge film indeholder masser af interviews med holdet bag filmen. Man finder også en lang række slettede scener på udgivelsen.
Bonusmaterialet til "Run All Night" er ganske udmærket, men gør samtidig ikke meget væsen af sig. Der kommer ikke de store overraskelser frem i bonusmaterialet, der ender med at få 3 ud af 6 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.