Skriv en kommentar
Jeg undrede mig over tre ting efter at have set Brad Furmans nye film. For det første, hvordan en film ved navn Runner Runner kan have så lidt 'run' på, for det andet hvordan sølle 91 minutter kan føles som så lang tid og for det tredje, hvordan jeg efter en gambling-film kunne rejse mig fra biografsædet uden så meget som en eneste dråbe sved på panden. Projektet var ellers både intelligent og relevant, men selvom man har gode kort på hånden, får man som bekendt ikke altid fuldt hus.
Afflecks pokerfjæs
Og korterne er skam ikke helt dårlige. Både Justin Timberlake og Ben Affleck lægger hæderlige indsatser på bordet. Timberlake måske mest af alt fordi han ligner det, han skal udgive sig for: en ung, klog men lidt naiv Princeston-fyr ved navn Richard Furst, der lokkes ud på dybt vand af den store online-poker mogul Ivan Block (Ben Affleck). Inderst inde ved Hurst jo godt, at det er nogle farlige drenge, han leger med, men Block lokker med svimlende beløb, som den nu gammeldags Wall Street-karriere kun langsomt ville kunne indbringe. Og Timberlake har bare selvtillid nok til at virke hamrende intelligent samt den ungdommelighed og de blå øjne, der skal til for samtidig at fremstå en smule naiv.
Ben Affleck har også i Block fundet sig en rolle, hvor hans til tider lidt for træagtige pokerfjæs kommer ham til gavn. Med sådan et fjæs kan man nemt virke tillidsvækkende og ganske ufarlig, og netop derfor virker det slet ikke usandsynligt, at den unge Hurst falder lige i fælden. Og samtidig kan man alligevel som tilskuer gennemskue den mafialignende vibe, der ligger og vibrerer under de skarpe bemærkninger og det udadtil harmløse pokerfjæs. Ligesom i Argo, har Affleck altså her fundet sig en karakter, der fint passer til hans lidt træmændsagtige udstråling.
Men selvom rollerne umiddelbart er udmærket givet ud, er det som om, der mangler noget.. Måske et karismatisk indspark som hverken unge Timberlake eller den aldrende Affleck kan levere. Jeg havde håbet, at et sådant ville blive leveret, da Anthony Mackie i form af den lidt lyssky FBI-agent Shavers dukkede op på skærmen. Men desværre får han simpelthen så lidt spilletid, at potentialet bliver hængende i luften som et spørgsmålstegn.
Ikke højt nok spil
Derudover så lider filmen simpelthen på nogle andre områder. Der klinger f.eks. lidt for meget kliché, når Blocks dame Rebecca Shafran (Gemma Aterton) falder for og finder sin redningsmand i den unge, flotte Timberlake. Hun er desuden, ligesom Shavers, en karakter i hvem man måske kunne have spottet et potentiale, der forbliver uforløst. Det irriterer mig også lidt, at en gambler-film bare ikke kan diske op med en anelse mere spænding; jo jo, godt nok får man da en snert af 'med livet som indsats'-gys, når et par Blocks uvenner næsten transformeres til krokodillefoder. Men derudover er der bare ikke pirring nok. Og hvis jeg skal være helt pertentlig, synes jeg også, der skøjtes lige hurtigt nok hen over Blocks illegale talmagi; lidt mere inside om, hvorfor manden egentlig skal betegnes som et kriminelt mastermind ville da have været rart.
Den nye amerikanske drøm
I det hele taget kunne Furman altså godt have rystet lidt flere tricks ud af ærmet. Og det, som sagt, til trods for, at han har gode kort på hånden: det bedste kort er filmens klare relevans. Det her er ikke tænkt som en tom underholdningsfilm, men et opråb mod det, som Furman selv kalder, den nye amerikanske drøm. Efter finanskrisens og den voksende arbejdsløsheds tiltag, tyer flere og flere til online gambling med håbet om at skaffe sig penge og store biler. Hvor den gamle amerikanske drøm handlede om at kæmpe sig til tops, handler det nu om satse sig til toppen – hurtigt og (hvis du er heldig) helt smertefrit. I den forstand kan Runner Runner ses som en advarsel mod de lette penges tiltrækningskraft. Og uden at moralisere tror jeg faktisk, at sådanne advarsler er kærkomne. De peger på den sunde effekt som finanskrisen også har haft: nemlig en eftertænksomhed og en mistillid til de store finansielle luftkasteller.
Så selvom filmen ikke ubetinget har vundet denne seer, er jeg skam ikke klar til at miskreditere hele det tænkearbejde, der ligger bag. Til en anden gang kunne man dog måske overveje, om Leonardo Dicaprio, der udgør en femtedel af producerteamet bag filmen, ikke skulle være hoppet foran kameraet i stedet – det kunne måske have været det endelige terningekast, der havde bragt vinderpuljen i hus?
