Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når først forfatternavnet Nicholas Sparks(P.S. I Love You, The Notebook, A Walk to Remember) dukker op som baggrunden for en filmatisering, begynder mænd at ryste på hovedet samtidig med at kvinder løber jublende rundt i huset. Efter at min bedre halvdel plagede mig i adskillige dage, gik jeg endelig med til at kigge nærmere på den nyeste filmatisering af Sparks roman fra 2010, Safe Haven. Filmen lever op til forventningerne om en skæbnetung, kærlighedsladet og romantisk fortælling, men filmen er langt fra den mest interessante og gribende i genren.
En ukendt kvinde, Katie(Julianne Hough), dukker op i det forladelige samfund i byen North Carolina, hvor hun med en tung baggage fra mystisk fortid forsøger at holde sin identitet skjult. På trods af et ihærdigt forsøg på at holde lav profil danner hun to forskellige, unikke bekendtskaber i byen – enkemanden Alex(Josh Duhamel), som giver hende nyt mod på kærligheden og Jo(Cobie Smulders), som med sin kølige attitude langsomt får åbnet op for Katies fortid. Katie må gøre op med sig selv, om hun har lyst til at fortsætte sin ensomme og isolerede liv, eller satse stort og muligvis vinde ægte kærlighed i forsøget. Skal fortiden ødelægge fremtiden?
Safe Haven balancerer mellem interessant romantik og kvalmende manipulation af følelsesmæssige virkemidler. Handlingen virker meget klichépræget, da man så ofte før har set historien om en følelsesmæssigt hæmmet person, som ved hjælp af nye omgivelser ender med at kunne elske igen. Handlingen er gennemsyret af moraliserende virkemidler, som baserer sin fremgang på endeløse romantiske øjeblikke, flirtende blikke, psykiske op- og nedture og ikke mindst en stigende romance mellem de to hovedpersoner. Dynamikken i handlingen mister sit tempo, når man blot fæstner sig ved en klassisk dramaopskrift, frem for at prøve kræfter med nye virkemidler. Filmen er som så mange andre ret så forudsigelig på visse punkter, men nogle gange er det heller ikke det, man skal slå ned på.
Filmen forsøger som sådan ikke at afprøve nye virkemidler eller revolutionere genrekonceptet, men i stedet give et eksemplar på klassisk romantik indenfor genrens vante rammer. Filmen har derfor uden tvivl målrettet fokuseret på lidt yngre kvinder, som med håbløse romantiske forestillinger falder pladask for denne genkendelige cocktail – en flot mandlig skuespiller, en følelsesramt, forvirret kvinde og idylliske omgivelser. Derfor kan en film af denne kaliber ikke andet end skille vandene mellem seerne, og undertegnede ligger lige i midten af disse to lejre. Filmen i sig selv er en velfungerende historie, som udforsker følelser og forholdet mellem en mand og en kvinde. Den giver nogle anderledes aspekter i måden hvorpå kærlighed opstår i vores hverdag, men på den anden side er filmen også kedelig af den årsag, at den ikke rigtig byder ind med noget nyt.
Skuespillet fungerer til dels meget godt, da kemien mellem de to hovedpersoner er åbenlys og interessant. Men hvis man sammenligner med forfatterens tidligere filmatiseringer såsom ’The Notebook’ kan Duhamel slet ikke nå Ryan Gosling til sokkeholderne – Gosling levererede en utrolig charmerende og dybdegående præstation, hvilket overstråler Duhamels overfladiske adfærd. Og denne manglende dybde er en generel problematik i hele filmen, da konceptet på sin vis fungerer godt, men overordnet set kun ridser overfladen af det følelsesmæssige potentiale i filmens essens.
Samlet set er Safe Haven et meget godt eksempel på et teenage-agtigt, pladderromantisk koncept, som uden tvivl vil falde i god jord hos alle håbløse romantikere. På den anden side er den meget sikker i sin opbygning, og har slet ikke mod på at byde ind med nye, alternative eller eksperimenterende aspekter i kærlighedsdramaturgien. Den ambivalente følelse efter rulleteksterne gør, at karakteren lander i midten af skalaen – hvis man elsker forudsigelige kærlighedsfilm med en 100 procent sandsynlighed for lykkelig slutning, så er Safe Haven en sikker vinder. Hvis man derimod har lyst til en lidt mere dybdegående undersøgelse af den lunefulde kærlighed, så skal du nok springe størstedelen af Nicholas Sparks’ filmatiseringer!
Bonusmateriale
Intet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
