Skriv en kommentar
Under de britiske trængsler under første verdenskrig, bliver fem børn anbragt langt fra Londons beskidte gader hos en onkel Albert, hans sære lille prop af en søn Horace og husbestyrerinden Martha. Moderen fungerer som sygeplejerske og faderen er pilot mod retning mod den tyske fjende. I søskendeflokken er det den lille Robert man først og fremmest identificerer sig med. Faderen har givet sønnen Robert sit kompas og det skal få nærmest fatal betydning undervejs. Onkel Albert bor i et spøgelsesagtigt hus langt ude på landet nær havet. I begyndelses remser den excentriske Albert, der laver bøger med matematikopgaver for børn, en række regler op. Dem er der mange, men særligt vigtig er den om ikke at gå ind i atriumet. Det gør den nysgerrige Robert alligevel og hurtigt finder ham og hans søskende en passage ned til en fantasistrand, hvor ”den” hersker. Den er er unævnelig. Den er en lille fjollet sandtrold. Sandtrolden kan mange sære ting, men blandt dens mest interessante evner, er evnen til at opfylde et ønske, som vil fungere frem til solen går ned bag havet.
Det kommer der naturligvis mange interessante ting ud af, når fem børn får lov til at ønske hvad de vil. Men da faderen forsvinder under en flyvning bliver legen pludselig alvor og de små poder må træde i karakter.
Filmen er en ganske sød og velment historie uden de store armsving a la Harry Potter og Narnia. Sandtrolden har Jim Hensom-studierne stået for at kreere og han er på mange måder et godmodigt lille monster med mange år på bagen og hele miseren er baseret på E. Nesbits børneroman og minder om Enid Blytons De fem i et møde med netop Harry Potter og Narnia. Fantasien og de etablerede venskaber i krigens skygge er i hvert fald i højsædet. Horace som holder mest af at destruerer ting og holde monstre i formalin-glas, bliver selvfølgelig omvendt i mødet med de velopdragne rollinger fra storbyen. Men der er både plads til det skæve og det sære i filmen, og det formår den at etablere sig godt på. I rollen som Onkel Albert ses Kenneth Branagh, der nok evner at skabe en excentrisk karakter, men som også formår at holde sig i baggrunden, når der virkelig sker noget. Robert spilles af filmverdens helt nye store barnestjerne, som både i Charlie og Chokoladefabrikken og Finding Neverland giver Johnny Deep kamp til stregen. Hans rolle i sidstnævnte er længder foran hans præstation i Sandtrolden, selv om den ikke på nogen måde er at foragte. Sandtrolden har i original-udgaven fået drag-stand-upperen Eddie Izzards stemme. Og den ville man gerne have hørt.
Nu er det jo en film for de mindste (og til dem, der ikke helt er gamle nok til Narnia). Derfor har man naturligvis også lagt danske stemmer til de engelske skuespillere. Børnene er sikkert fløjtende ligeglade, men det holder ganske simpelt ikke i længden. Lars Mikkelsens udgave af faderen er for teatralsk og minder mere om Holberg på det Kongelige Teater. Thomas Mørk gør en hæderlig Sandtrold, men har alligevel ikke samme karisma, som man forestiller sig Izzard have. Den er leveret uden kant. Helt galt går det, når man prakker af Kohberg ødelagte Niels Olsen, som er far til fire og mine søsters børn. Under hele filmen sidder man og får en slem smag af levebrød og dårlige vitser i munden alene pga. stemmen. Stemmen fylder for meget og den ellers fremragende Kenneth Branagh ryger helt ud i havet, der omgiver huset.
Når alt kommer til alt, er der ballade for alle pengene i en noget pæn produktion, der lige mangler den sidste vildskab for at blive helt stor. Filmen er efterhånden et par år gammel og ligner et tydeligt julehit, for de der ikke kan holder til Narnia. Børn op til 12 år for en god oplevelse ud af filmen og er man Niels Olsen fan kan man sikkert også falde for hans karakter – men filmen skæmmes af den ligegyldige danske synkronisering. Original-versionen kunne have været ønsket til de voksne og lidt ældre børn.
