Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den polske roma Bronislawa Wajs (1908 – 87), kendt som Papusza, nåede at blive anerkendt digter inden sin død, den første polske ”roma-stemme” siden 1300-tallet – og at blive isoleret både i forhold til de romaer hun gav stemme og den stat der konsekvent forfulgte hendes folk. Historien om Papusza er derfor måske først og fremmest en tragisk historie.
I Joanne Kos-Krauze og Krzysztof Krauzes åndeløst smukke beskrivelse af Papuszas skæbne lægges der ikke fingre imellem; her er ingen romantisering af romalivet. Digterens skæbne i forhold til hendes folk skildres solidarisk, men uden at lægge skjul på det ufølsomme og uforsonligt straffende patriakats manglende evne til at forstå digterstemmens sang om frihed. Til gengæld er instruktørerne uforsonlige i skildringen af den polske stats overgreb. Overgrebene skildres med stor udtrykskraft ved hjælp af afstand; Papusza er en strejfer der på afstand ser hvordan romalejren brændes ned både af de lokale, af staten og af nazisterne. Og ironien er nærmest ubærlig, når hendes kunst bliver det brændstof som staten bruger til fordrivelse og ”normalisering” af romaerne - og når man som tilskuer til sidst i filmen mindes om indledningsscenen, hvor den aldrende, fattige digter hentes fra fængslet hvor hun sidder fordi hun har stjålet en kylling, for at blive kørt hen i koncertsalen for at modtage en hyldestpris for sin kunst.
Fotografen Krzysztof Ptak leverer noget af det smukkeste kameraarbejde, jeg mindes at have set. Hver indstilling er et mesterligt værk i sort/hvid. Det underbygges også af og er på sin vis også en forudsætning for den form instruktørerne har valgt at fortælle med; der fortælles nemlig konsekvent i korte afsluttede episoder og der springes filmen igennem i tid og rum. Med det kameraarbejde virker formen meget stærk. En hel række filmiske digte udfolder vores hovedpersons liv fra hun fødes med komplikationer og med en ulykkelig spådom over sit hoved, over hendes overgrebs-barnebryllup med en onkel til hendes møde med en gadjo, en ikke-roma der får øje på hendes digteriske talent, frem til det digteriske gennembrud men også frem til den totale isolation i forhold til sit folk og samfundet i det hele taget.
Instruktørerne har dæmpet hovedpersonens gøren og laden bemærkelsesværdigt ned; det er ikke en stærkt kæmpende kvinde der skildres, men en kvinde der er hustru og mor, og som fortæller, synger og skriver sine sange ned, når de kommer til hende - og derfor må gå under. Og det er sådan set først til sidst i filmen at hendes ord slår igennem med symfonisk kraft, imens romaerne drager videre – ikke samlede men splittede, men også ud i hele verden.
Mig bekendt er ingen af Papuszas digte udgivet på dansk, kun nedenstående. Man får lyst til at læse hende efter denne mesterlige skildring af hendes liv og skæbne.
”Tårer af blod
En gang hænger månen i mit vindue,
jeg kan ikke sove. Nogen kigger ind til mig.
Jeg undrer: Hvem står der?
”Min sorte sigøjnerske, lad døren gå op for mig!”
Hun kommer ind, jeg ser den smukke jødinde.
Hun ryster, hele hendes krop skælver,
hun beder om at få noget at spise.
”Stakkels dig, min jødinde!”
Jeg gav hende brød, alt jeg havde, og en lille særk."
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
