Skriv en kommentar
Et lysstofrør blinker, der er en klam lugt af noget råddent, og du aner ikke hvor du er! En ukendt uhyggelig stemme taler i mørket, du er drivvåd. Så kommer lyset endelig, dine øjne svier af det brutale skift fra dunkelt mørke til ubehageligt lys. Sådan slår filmen ”Saw” sin stemning an ved at introducere sine to hovedkarakterer Dr. Lawrence Gordon og den unge fotograf Adams situation. Ingen af de to aner, hvordan de er endt i det uvenlige og ildelugtende rum. Da øjnene har vænnet sig til lyset, viser det sig, at de to er fanget i et sygt setup. I hvert sit hjørne af et industribadeværelse står de lænket, i midten af rummet ligger en død mand.
Situationen viser sig at være sat op af seriemorderen Jigsaw (betyder interessant nok dekupørsaw eller puslespil), der har som varemærke at lade sine ofre få en chance for at overleve, hvis de kan løse nogle helt vanvittige opgaver. Ofte berører opgaverne nogle moralske valg, der direkte griber ind i andre menneskers liv. På den måde er Jigsaw endnu en af de kløgtige massemordere, der virker nærmest overmenneskelige i deres intelligens. I dette tilfælde sættes Dr. Lawrence i det dilemma, at han må dræbe Adam inden et vist tidspunkt, hvis han vil redde sin familie, der holdes fanget i familiens hus. Historien udvikler sig konsekvent i nye overraskende retninger, der inkluderer en række skæbner som portøren Zep og kriminalkommissæren David Trapp. Filmen holder spændingen ved lige hele vejen igennem, og den holder en fanget i en bjørnefælde af moralsk foragt og refleksion over dagligdagens dovne kolde rytmer.
Rækken af massemordere på film er lang, og Jigsaw vader lige ind i denne perlerække af psykopater. Inden for film med psykopatiske massemordere kan året 1960 nemt ses som et banebrydende år, her fik to interessante film premiere. Michael Powells ”Peeping Tom”, der handlede om en voyeristisk morder, der brugte et avanceret aggregat var meget mediebevidst. Aggregatet var indrettet så det viste ofret sin egen død, analogt med at det udødeliggjorde døden ved at filme det. Datiden kaldte filmen syg og krævede, at den blev tilbagetrukket. Senere samme år kom mesteren Alfred Hitchcocks film ”Psycho” (i øvrigt eksisterer der en skuffende re-indspilning af Gus Van Sant fra 1998), der spundet over den rigtige morder Ed Geins psykologiske vanvid og Hill Billy mord. Filmen blev en megasucces med Anthony Perkins i rollen som Norman Bates. Begge film er i dag en integreret del af filmhistorien - og det med rette. De er interessante både for deres psykologiske dybde, deres skræmmende emne og deres eminente innovative teknik. Tobe Hoopers overraskende low budget film ”Texas Chainsaw massacre” (”Motorsavsmassakren”, 1974) lagde myten om Ed Gein ind i et forrykt sceneri, hvor Leatherface (Gunnar Hansen) gik amok på en flok teenagere, der havde forvildet sig ud ”in the middle of nowhere”.
Senere kom de såkaldte Slasherfilm med nye bud på massemordere, og en film som John Carpenters ”Halloween” (”Maskernes Nat”, 1978) fortsatte med at fokusere på teenagerne som udsatte for nærmest overnaturlige dræbermaskiner. De skræmmende massemordere blev i teenagefilmene til metaforer for det farlige seksuelle, man kunne være sikker på dræbte de teenagere, der ikke passede deres børnepassertjans men i stedet lagde i med en tilfældig ungersvend. Der var dog stadigvæk plads til mere sofistikerede massemordere, og med Jonathan Demmes ”Silence of the Lambs” (1991) blev Hannibal The Cannibal alle tiders mest foretrukne massemorder. Her var massemorderen uhyggelig kalkulerende, og en nærmest overnaturlig beregnende overlegenhed over de almindelige mennesker var det helt specielle ved den psykologisk overlegne kannibalmorder.
Allerede et par år tidligere havde John MacNaughtons ”Henry – Portrait of a Serial Killer” (1986) premiere. En film, der igen fokuserede på, at psykologisere en morder. I dette tilfælde var forlægget massemorderen Henry Lee Lucas, der formentlig har begået over 360 mord heriblandt mordet på sin egen mor. Altså en meget fascinerende stak af massemordere på film, som Jigsaw nu kandiderer til at kæmpe sig en udødelig plads i. Jigsaw er modbydelig opfindsom i sine setup’s og ufattelig sofistikeret i sin måde at tænke dem igennem på. Gang på gang overrasker han karaktererne i filmen, der fremstår som dumme får i sammenligning med Jigsaw. Og ikke nok med det, som seer i salen føler man også, at han spiller en overordentlig stor gang kispus med en. Hver gang man mener, man har fat om ham og synes, at han var da alligevel en primitiv psykopat, glider han og hans trick en af hænde. Det ekstra onde ved filmen er, at den hænger Jigsaws ofre godt og grundigt ud. De fremstår næsten som folk, der fortjener deres skæbne, og som den eneste der har overlevet ved at klare Jigsaws opgave siger, så har hun efter oplevelsen ”lært at leve”.
Filmen er derfor foruroligende spændende og fascinerende. Den er klam og ulækker, og den er lige til at tage med hjem bagefter til at tænke over. Måden filmen snurrer rundt i overraskende plotspiraler, leder tankerne hen på de plotpuslespilsbrikker, som mainstreamfilmen efterhånden ofte benytter sig af. Derfor placerer ”Saw” sig også i familie med David Finchers gennemførte ”Se7en” fra 1995. En film den på mange måder, næsten lever op til.
Fortsætter man sammenligningen mellem de to film, må man desværre indrømme, at ”Se7en” trods alt er ”Saw” en del overlegen. For hvor skuespillet i ”Se7en” var helt fantastisk, er det en hel del mere ordinært i ”Saw”. Filmen er i øvrigt skrevet af filmens instruktør James Wan i samarbejde med Leigh Whannell, der spiller fotografen Adam. De to unge fyre har lavet en skræmmende film, som lægger brikker ud til et puslespil, en seer med ualmindeligt meget is i maven bør lægge i biografens dunkel rum.
