Skriv en kommentar
Tilbage i 30’ernes depression var der en hest ved navn ”Seabiscuit”. Den var ikke særlig stor, havde flere skavanker og var da slet ikke bygget som den perfekte væddeløbshest, men alligevel vandt den næsten alle løb den kom i nærheden af. Symbolet på den amerikanske drøm og dermed et håb i trange kår for adskillige amerikanere.
Den historie er jo filmisk stof, der vil noget. Hollywood kunne da heller dy sig og resultatet er dette. Fortællingen tager sin begyndelse i starten af 30’erne. Depressionen er brudt ud, og alle, rig som fattig, har det svært. Hesten Seabiscuit skal dog senere vise sig at gøre en forskel.I flere år har Seabiscuit befundet sig i lavere klassers galopløb, mishandlet og misredet, men efter galoptræneren Tom Smith (Chris Cooper) ser hesten, er han ikke i tvivl om dens potentiale, på trods af dens åbenlyse mangler.
Den talentfulde jockey John ”Red” Pollard (Tobey Maguire) har ligeledes ikke haft det let i livet, og en perfekt jockey er han bestemt heller ikke. Alt for høj og alt for tung, men han er vant til mishandlede og halvvilde galopheste, så Seabiscuit og han er som skabt for hinanden.
Da denne særling af en træner og utraditionelle jockeye finder sammen, udvikler Seabiscuit sig til en galophest i særklassen og sammen med ejeren Charles Howard (Jeff Bridges) begynder de snart at gå fra sejr til til sejr.
”Seabiscuit” er dels lavet i et realistisk tidsbillede og dels udfra en legende, en virkelighed med modifikationer. Og dette betyder at plottet ofte bliver utroværdigt. Ikke mindst når fortællingens begivenheder ofte også ses i nutidens lys. Filmen kan således ses som et eksempel på den berømte replik fra John Ford-mesterværket ”The Man Who Shot Liberty Valance”: ”When the legend becomes fact, print the legend”. Dette er dog ofte med til at gøre filmen til en klæbrig, banal og temmelig klichéfyldt affære. Den bliver simpelthen lidt for fantastisk til at man kan tro på den. Man irriteres over at Hollywood endnu en gang har forsøgt på at gøre den amerikanske historie til en myte ved at ændre en smule på de historiske fakta. Ved at gøre det hele lidt mere fantastisk. En disciplin som amerikanske historiske film ofte skæmmes af. Lige fra ”Gangs of New York” og ”Pearl Harbor” til sportsfilm som ”The Legend of Bagger Vance”. Ikke mindst bliver figurernes symbolik indimellem lidt for meget: Træneren Tom Smith er som en anden cowboy sendt fra fortiden, der gør det utrolige, og forretningsmanden Charles Howard fremstår som en anden Roosevelt, der leverer sin egen ”New Deal” i form af en hest.
Filmen overlever dog som en sober underholdningsfilm ved fremragende skuespil og smukke billeder. De tre centrale herrer Maguire, Bridges og Cooper spiller så de små hår rejser sig armene. Tobey Maguire, der også har produceret sammen med blandt andre de tidligere Spielberg-folk Kathleen Kennedy og Frank Marshall, er intens og nærværende som jockyen Red Pollard. Det lover godt for den kommende ”Spiderman 2”.
Jeff Bridges brillerer som den storskrydende, men venlige forretningsmand Charles Howard. Igen viser han, at han er en af USA’s helt store skuespillere. En skuespiller der kan hæve en film fra det banale til det seværdige, og desuden (med undtagelse af denne) vist sig med roller i film som ”The Big Lebowski”, ”The Fisher King” og ”Arlington Road”, at være dygtig eller heldig til at vælge sine film.
Chris Cooper er også endnu engang fremragende. Efter en årrække at have været en undervurderet birolle skuespiller, har han med film som ”American Beauty” og ikke mindst sin Oscar-belønnede præstation i ”Orkidétyven”, vist sig, sammen med Philip Seymour Hoffman, som den ubestridte mester i birollens kunst. En anden mesterlig karakterskuespiller er William H. Macy (”Fargo”, ”Boogie Nights” m.fl.) som man ser i en lille morsom birolle som en ihærdig løbskommentator.
Instruktøren Gary Ross, der tidligere har lavet den fremragende ”Pleasantville”, leverer her i samarbejde med fotografen John Schwartzman dynamiske og smukt kreerede billeder. Specielt fotograferingen af væddeløbsscenerne giver en tempofyldt atmosfære. Her er ingen håndholdt, kunsnerisk eksperimenterende kameraføring, men derimod solidt amerikansk håndværk i bredformat. Godt for øjnene, sobert men også en smule kedeligt.
Hvis man søger en god gang underholdning vil man ikke gå forgæves med en ridetur på ”Seabiscuit”. Hvis man derimod søger et farligt og uforudsigeligt drama skal man nok holde sig væk.
