Skriv en kommentar
De buldrende 60'er. En systematisk intimidering af sorte mennesker er i fuld gang, og har været det længe. Og Martin Luther King og generationer af sorte amerikanere, unge som gamle, er klar til at tage kampen op. Og det hele begynder i byen Selma...
"I have a dream." Disse berømte ord er blevet ytret i 1963. Vi er nu i 1965, og sorte har i princippet stemmeret. Men dette faktum gør ingen forskel, når regler efter regler gør det nærmest umuligt for dem at afgive deres stemme. Den berømte for nogle og berygtede for andre Martin Luther King forsøger at overtale USA's præsident, Lyndon B. Johnson til at give lige stemmerettigheder til alle. Da dette ikke lykkes, vælger han og flere fra SCLC (Southern Christian Leadership Conference) at rejse til Selma og arrangere en ikke-voldelig protestmarch fra Selma til Montgomery. En march der ændrede vores historie for altid...
Filmen viser et stolt fællesskab og de inspirerende tanker som, da de konfronteres med blindt had og fordomme, resulterer i voldsomme og blodige overfald, men som også starter en progressiv revolution for menneskers frihed og rettigheder.
Og manden med stemmen, lederen bag det hele, er Martin Luther King. Vi får her et følsomt og nyt indblik i hans liv og dagligdag ved siden af hans aktivistarbejde. Og det er utrolig spændende at se hans stille forarbejde med sine taler, inden det går løs i offentligheden. For Martin Luther Kings taler er hans kendetegn, og disse taler er en stor del af denne film, og gudskelov for det, for de bliver leveret med så eufori, passion og ildhu, at det er umuligt ikke at mærke kuldegysningerne krible ned af ryggen hver gang kameraet fokuserer solo på David Oyelowo, som spiller hovedrollen som Martin Luther King. Men mere om skuespillet senere.
Selma lader os komme dybt ned i psyken på de protesterende, og viser os tankernes frustration i en perfekt blanding af dialog og fænomenale scener. Især kampscenen på broen er så utrolig ubehagelig i al dens filmisk skønhed.
Og selvom historien måske nok er velkendt, rammer resultatet af denne film os alligevel på en ganske hård og tankevækkende måde. Det er bestemt ikke nogen Mississippi burning (1988), men holder sig dog heller ikke tilbage på volden og de hadske undertoner.
Hvad der heller ikke bliver holdt tilbage er skuespillet. Hovedrolleindehaveren David Oyelowo, en hengiven kristen, er nærmest som en genopstået King. Som han selv sagde om at skulle spille Martin Luther King:
"Jeg har altid vidst for at skulle kunne spille rollen som Dr. King, skulle jeg have Gud til at flyde gennem min krop".
Og sådan som han kommer til udtryk på skærmen må der være noget omkring det. Eller også er det den årsag, at Martin Luther Kings ord aldrig nogensinde vil miste deres værdi.
Udover David Oyelowo, har vi andre prominente navne på plakaten. Tom Wilkinson In the Bedroom (2001) Girl with a Pearl Earring (2003) spiller præsidenten. Han er en af verdens største skuespillere med en slagkraft, som på trods af en stigende alder aldrig formindskes.
Tim Roth har den mindre flatterende rolle som politikeren George Wallace, der går stærkt ind for raceadskillelse. Tim Roth er kendt for sine rebelske, lovløse figurer, Pulp Fiction (1994) Reservoir Dogs (1992), men i Selma har han en af sine mest usympatiske roller til dato. Og han spiller rollen så indlevende og utrolig godt, at det er ærgerligt han ikke har mere skærmtid.
Yderligere skal man lægge mærke til den unge skuespiller Stephan James. Han spiller den nulevende aktivist, politiker og ikon John Lewis på en stærk og elegant facon. Den verdenskendte talkshowkvinde og skuespiller Oprah Winfrey har også en markant rolle i filmen.
Selma er en vigtig film, som ganske underholdende og brutalt skildrer en periode i amerikansk historie, som fortjener at blive genfortalt.
Politiske og hadefulde organisationer vil altid spille en rolle i vores liv. Vi så det i 60'erne, og selv i dag har vi desværre alt for mange eksempler på hvordan udemokratiske og snæversynede mennesker vil skabe kaos og utryghed for størstedelen af verdens befolkning for at fastholde deres holdninger.
Men denne film fremsætter et flot bevis på at had og vold i sidste ende ender med at ødelægge dem som fremprovokerer det.
"We shall overcome".
