Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Konflikternes spiral
Da alenemoderen og IRA-sympatisøren Collette (Andrea Riseborough) bliver arresteret for delagtighed i et mislykket bombeforsøg i London, tilbyder MI5-agenten Mac (Clive Owen) hende valget mellem at miste alt og tilbringe 25 år i fængsel, eller vende hjem og arbejde som stikker for ham i IRA-miljøet.
Belfast i 1970’erne. Collettes far beder hende hente cigaretter for ham, men hun sender opgaven videre til sin mindre bror Sean. Sean når ikke meget længere end til havelågen, får han ved et uheld bliver plaffet ned og dræbt. Collettes far sender hende efterfølgende et bebrejdende blik inden han koldt vender ryggen til hende og lukker døren bag ham. Det er vist grunde til at konflikter fortsætter i uendelige spiraler. Der er grunde til, at nogle børn vokser op og bliver, som de bliver.
Kan man gå imod sin egen familie, bare fordi Clive Owen er lækker?
London i 1990’erne. Collette er vokset op i en IRA-familie og med et indlejret had mod det engelske overherredømme. Hun placerer en taske mistænkeligt i den engelske undergrund, men bliver med det samme fanget og kommer i Storbritanniens efterretningstjeneste MI5s varetægt. Efterretningsagenten Mac tilbyder hende at samarbejde mod IRA og derfor gå fri for 25 års fængsel. Det sætter hendes liv i dilemma og indre konflikter, for kan man gå imod sin egen familie, for at redde sit eget skind? Også når Clive Owen er så lækker?
Shadow dancer handler om tillid og troskab til dem man elsker eller hvad der er det rigtige at gøre i samfundet. Loyaliteten til sin familie og sin egen identitet kontra det rette og sande og tvivlen det medfører, er grobunden til filmens tematik og konflikt. Kan man bryde med sin egne aner og gå imod dem, for at støtte hvad der er socialt og samfundsmæssigt korrekt?
IRA-film uden originalitet
Shadow dancer er irsk køkkenvask-realisme blandet op med noget, der ligner et kommissær-tv-serieplot. Det er filmens dansk-bosatte og oscar-vindende instruktør, James Marshs, tredje fiktionsfilm efter kultfilmen Wisconsin Death Trip (1999) og The King (2005). Men hans største lovpriser er dog også kommet til hans dokumentariske islæt i form af The Team (2005), den oscarvindende Man on Wire (2008) og den anmelderroste Project Nim (2011).
Realismen er videreført til Shadow dancer, men den lykkedes aldrig at blive helt så vedkommende og intens. Man mister koncentrationen i filmens udvandede plot, der aldrig kommer helt op på siden af tidligere IRA-film, som den barske Hunger (2008), den kritikerroste Bloody Sunday, den Cannesvindende og smukke The Wind That Shakes the Barley (2006), Neil Jordans The Crying Game (1992) og Michael Collins (1996) og den måske bedste In the Name of the Father (1993) med den oscarvindende Daniel Day-Lewis.
Clive Owen og Andrea Riseborough gør deres til filmen, men uden at bevæge sig op fra kontorstolen. Specielt Gillian Andersons korte optræden tyder på ”another-day-in-the-office” og samlet set virker filmens projekt ikke særligt originalt eller meningsfuldt. Hvorfor skulle netop denne historie fortælles og hvad adskiller den fra de tyve andre IRA-film, som allerede i forvejen er derude?
Scanbox.
