Skriv en kommentar
Rolling Stones er vel ubetinget det mest legendariske nulevende band og et af de mest betydningsfulde bands overhovedet, kun overgået af The Beatles. Når man ser på den gennemsnitlige levetid for rockbands, og især rockbands som har levet så heftigt som Rolling Stones, så er det intet mindre end ufatteligt at de: A)stadig er i live B) ikke har kastet håndklædet i ringen for årtier siden, og C) stadig er i stand til at levere den rå og ungdommelige rockmusik så overbevisende som de gør det i denne film.
Om denne alderstrodsende vitalitet skyldes regelmæssige blodtransfusioner, viagra, gigtmedicin, sataniske ritualer, regelmæssige bade i jomfrublod (jomfrublodstransfusioner?), eller blot hyppig udøvelse af ren og uforfalsket rock’n roll, vides ikke, men hvis man kunne få det proppet ned i pilleform ville det sikkert gøre tilværelsen væsentlig sjovere for landets hårdt prøvede hjemmehjælpere.
Martin Scorsese er måske knap så legendarisk som Rolling Stones, men er ubetinget en af de helt store nulevende amerikanske instruktører med film som ”Taxi Driver”, ”Raging Bull” og ”Goodfellas” på resumeet. Han er, ligesom Rolling Stones, stadig en særdeles aktiv herre, senest med den, efter undertegnedes mening, massivt overvurderede ”The Departed.” Han er heller ikke nogen grønskolling når det kommer til koncertfilm, hvilket han beviste med den filmisk fremragende ”The Last Waltz” fra 1978.
Der skulle altså være lagt i ovnen til noget rigtigt stort; et møde mellem legender fra hver sin kunstform, men desværre er det her et af de tilfælde hvor resultatet tilsyneladende er mindre end summen af delene.
Rent filmisk er Shine a Light nemlig lidt af en rodebutik: Der lægges ud med at man over ca. en halv time følger forberedelserne op til koncerten, Scorsese vil meget gerne have en sætliste ud af rullestene så han kan forberede optagelserne, hvilket viser sig at være en meget vanskelig opgave. I mellemtiden har Mick Jagger svært ved at forstå den papmodel af scenen han bliver præsenteret for, og er i øvrigt bekymret for om der nu overhovedet vil være plads til publikum med alle de kameraer Scorsese har planlagt. (?) Hvad man skal med alt det her er lidt svært at se, udover at det resulterer i nogle ufrivilligt komiske øjeblikke a’la ”Spinal Tap.”
Alt dette er dog hurtigt glemt når tæppet går og Keith fyrer op under riffet til ”Jumpin’ Jack Flash.” Denne glæde bliver dog hurtigt spoleret af kameraerne der vimser rundt og et rasende højt klippetempo. Derudover har man i lydredigeringen valgt at fremhæve den rullesten der er fremhævet på billedsiden, altså hvis det for eksempel er Ronnie Wood der er i billedet, så bliver Ronnie Woods guitar skruet op på lydsiden. Dette gør at hele lydbilledet sejler og er mildest talt ødelæggende for koncertoplevelsen.
Heldigvis bliver redigeringen mere moderat efter de første par numre og man får lov til at nyde et af verdenshistoriens bedste rockbands i topform.
På scenen bliver Stones gæstet af en lidt betuttet Jack White, en storskrydende Christina Aguilera og en Buddy Guy der er så velspillende at Keith Richards bagefter forærer ham en af sine guitarer med ordene ”It’s yours man!” Man får et klart indtryk af at netop Keith Richards ER selve hjertet i Rolling Stones. Manden er simpelthen indbegrebet af rock’n roll når han giver den politiske korrekthed fingeren og beder uhøflige publikummer om at ”Shut the fuck up,” alt imens han spytter cigaretter og blueslicks ud i en lind strøm. Derfor varmer det også hjertet når han midt i sættet får lov til at synge for på et par numre. Af uransagelige årsager har Scorsese dog valgt at afbryde et af disse numre med et interview med Keith og Ronnie. Nok er ”Connection” måske ikke det mest spændende Stones nummer og det kan da godt være at stemmen hos den gode Keith er noget rusten, men derfor virker det stadig enormt respektløst at bryde ind midt i en sang.
Imellem numrene bliver man forkælet med sjældne gamle interviewoptagelser fra bandets lange karriere. Disse optagelser er alle enormt morsomme og er i sig selv et lille skatkammer for Stonesnørder.
På trods af dens skavanker, som hovedsageligt ligger på Scorseses banehalvdel, er ”Shine a Light” en yderst medrivende koncertfilm, og simpelthen uomgængelig hvis man har blot den mindste interesse for fænomenet Rolling Stones.
