Skriv en kommentar
Mine yndlingsperversioner
En mand giver sig selv et blow-job, en anden sprøjter sin livsvæske på et action painting af Jackson Pollock efter at have fået pisk og en tredje opnår tilfredsstillelse mens hustruen faker sin orgasme. Det sker alt sammen i et krydsklippet anslag, og så er linjen lagt i John Cameron Mitchells ”Shortbus” – og så alligevel ikke. For det handler overhovedet ikke kun om sex, men om en hverdag og et liv, hvor det seksuelle er en stor del.
I et slags multiplot møder vi tre forskellige mennesker i New York, der alle har seksuelle problemer. Sofia er parterapeuten, der ikke kan opnå en orgasme, men som trods alt elsker sin mand meget højt. Hun konsulterer et bøssepar, Jamie og James, som vil høre hende om konsekvenserne i at have et åbent forhold. Og ikke langt derfra giver pigen Severin, der lider under at hedde Jennifer Aniston, en ung nyrig pisk med udsigt over Ground Zero. Hun tør ikke være sig selv, men foreviger til gengæld andres ydmygelser igennem en række polaroidbilleder. Skæbnen vil at Sofia, Severin, James og en masse andre traditionelle perversiteter mødes i en hemmelig swinger-agtig klub kaldet Shortbus. Her er kærligheden og ikke mindst de seksuelle muligheder åbne i en post-aids-apokalyptisk verden, der er præget af en organisk tanke om den store kærlighed og en smule melankoli, som kan spores i New Yorker-trenden, der styrer bl.a. musiklivet igennem kunstnere som Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons.
Og der bliver gået til den. De to bøsser, Jamie og James, hvor især den sidste er noget enigmatisk, fordi han som trækkerdreng formentlig har fået AIDS og derved har svært ved at udfolde sin kærlighed helt, møder en ung fyr, Ceth, der stiller op til trekant. Samtidig er en voyeur, som nyder at overvåge de tos smukke forhold noget i opposition til den nye treenighed. Sofia udforsker sine seksuelle muligheder ved først at overveje hele situationen for dernæst at invitere hendes mand med i klubben. Her møder de Severin, der igennem Sofia får styr på sin identitet. Alle disse forviklinger giver en masse herlig komik, der præger filmen uden at være lårklaskende morsom – og dog besidder filmen en af de sjoveste scener og smukkeste filmscener denne anmelder har set. De tre bøsser er i færd med en indviklet trekant, hvor det mildt sagt at svært at have styr på hvis pik er stiv og hvis mund er hvor – men noget er sikkert. Jamie har hovedet dybt begravet i Ceths røv, mens han for at give denne maksimal seksuel tilfredsstillelse synger den amerikanske nationaleode ”Star Sprangled” direkte op i Ceths indre. Man fornemmer et slags politisk statement uden at det bliver sjasket ud over os, som livsvæskerne i begyndelsen af filmen.
Og filmen formår faktisk til trods for den eksplicitte udstilling af stive pikke og våde kusser, at forholde sig nøgternt til sagens kerne. Der drejer sig nemlig også om mulighederne for at være menneske i en verden, der er fremmed og bizar på andre måder end det seksuelle. Seeren lokkes ind i en eventyrverden som den vi kender fra Alice i Eventyrland, hvor der er sex på menuen på andre aftener end lørdag efter ”Vild med dans”, og særlig New York fremstilles på en ny måde med henblik på, at New York ikke er den samme efter 11/9. I en række CGI-sekvenser, hvor byen er opstillet i papfigurer, og hvor kameraet har fri adgang til byen ligesom de to fly, der ramte WTC, åbnes byen, der har været filmet smuk og grusomt i bl.a. ”Manhattan” og ”Taxi Driver”, på en ny måde, som giver håb for metropolen over alle metropoler. Samtidig er der en slet skjult henvisning til The Great Northeast Blackout i 1965, hvor 25 mio. mennesker i 12 timer var uden strøm. Rygterne siger, at der ni måneder senere var ret travlt på byens fødestue. Da byen i filmen igen rammes af et blackout, som truer flere gange undervejs, må der intet mindre end en gigantisk orgasme fra Sofias side til før byen igen lyser smukt op. Hvilken filmisk metafor.
John Cameron Mitchell dukkede op for et par år siden med den skæve fortælling om ”Hedwig and the Angry Inch”. Nu er han på banen med et lille mesterværk, hvor Woody Allens ”Everything You Always Wanted to Know about Sex* - But Were Afraid to Ask” endelig har fået baghjul. Filmen prøver ikke som Vincent Gallos roadfilm ”The Brown Bunny” at skabe en sensation (Her gav Chloë Sevigny instruktøren en ordentlig mundguffer i filmens klimaks) over det eksplicit seksuelle. Faktisk glemmer man ret hurtigt tilstedeværelsen af tissemænd og –koner, fordi de jo strengt taget er så væsentlig en del af vores eget liv. Det er kunsten i filmen, der i værste fald blot må kaldes en bittersød komedie, men i bedste fald kan betegnes som en lille perle, hvis gennemslagskraft i årene fremover kunne betegnes som en filmisk orgasme. Så dejligt udmattende er den (og så skal man kun være 15 år for at se den i Danmark!)
