Skriv en kommentar
Sideways
Charmøren og small time-skuespilleren Jack skal giftes, og hans college-ven Miles har lovet ham en uges ferie i Californien, hvor han skal lære sin lidt primitive ven noget om Miles’ store passion – nemlig vin. Jack er dog mere interesseret i at få lagt nogle damer ned, før han bliver bundet til den eneste ene, mens turen for Miles handler meget om at få bugt med sine indre dæmoner.
Efter en del forskelligt arbejde på tv debuterede instruktøren af Sideways, Alexander Payne, i 1996 med komedien Citizen Ruth, der var ganske hæderlig uden at være prangende. Tre år senere fulgte han den op med high school-thrilleren Election om overachieveren Tracy, fint spillet af Reese Witherspoon - en af de bedste og mest originale film Witherspoon har været med i, men det siger jo heller ikke så satans meget. Payne viste, at han er god til at arbejde med sort humor, og at han er ikke er bange for at skildre folks mørke, grimme og desperate sider – for det meste på kærlig og tragikomisk maner.
I 2001 overtalte Payne ikonet Jack Nicholson til at spille en ældre, livstræt og forvirret mand – formentlig det tætteste Jack har været på at spille sin egen alder i årevis – og Rundt om Schmidt var Paynes største succes til dato. Navnet Nicholson har sikkert haft noget med det at gøre, men det er et faktum, at filmen er dybt original og et fint generationsportræt. Har man ikke set den, er det bare med at få det gjort.
Alexander Payne læste i 2003 Rex Picketts selvbiografi om en desillusioneret wanna-be-forfatter-skolelærer, der er mere end almindelig interesseret i vin. Payne så straks potentialet til at forvandle historien til film. Første skridt på vejen mod målet var at finde en skuespiller til hovedpersonen Miles, der kunne udtrykke stor sårbarhed, samtidig med at han bedrevidende udbreder sin viden om vin til alt og alle, der gider høre på ham. Ikke nogen nem opgave, men Paul Giamatti – dengang bedst kendt for Todd Solondz’ Storytelling (fremover vil kun Sideways blive nævnt om ham) – var intet mindre end det perfekte valg.
Giamatti som Miles er irriterende, selvretfærdig, polemisk og en selvbedrager af karat, men han har et godt hjerte, og man kommer til at holde af ham som sin egen ven, før filmen er færdig.
Men dermed er vi slet ikke færdige med skuespillerpræstationerne i Sideways. Det er nemlig et under, hvordan Payne formår at få så meget ud af de relativt små roller, som de tre andre skuespillere har (der er i realiteten kun fire skuespillere med i filmen). Thomas-Haden Church – kendt fra bl.a. tv-serien Wings – blev nomineret til en Oscar for sin birollepræstation som en womanizer af rang. Jack er en halvpæn, liderlig, primitiv og lidt smådum kammerat til Miles, men han kommer til Miles’ store frustration alligevel gennem livet på langt mere succesfuld maner end Miles. Alle mennesker har en ven som Jack, og han er så præcist portrætteret af Church og Payne, at man næsten ikke tror, det er muligt.
I en anden birolle ses den smukke servitrice Maya, som Miles er interesseret i, men ikke har modet eller troen på, at han kan komme i nærheden af. Den praktiske, selvsikre Maya spilles med stor dygtighed af Virginia Madsen – der nærmest har et generalieblad af frygtelige film på sit cv – og hun blev minsandten også Oscar-nomineret og var faktisk lidt af en favorit hos mange anmeldere. Hun måtte se sig besejret af Cate Blanchetts fantastiske Catharine Hepburn i Aviator, men hun skinner i Sideways og Maya ser alt det smukke, der ligger under den ikke specielt attraktive overflade hos Miles.
Historien er fint og praktisk sat sammen af Payne og Jim Taylor, og den blev da også belønnet med en Oscar. Det var ganske fortjent, fordi den er vedkommende, spændende, tragisk og ikke mindst morsom hele vejen igennem. Personskildringerne er ikke set bedre i en amerikansk film siden den fantastiske og undervurderede Beautiful Girls fra 1996 – og mere subtile, fejlfri og præcise portrætter skal man virkelig lede længe efter. Det er som om, at tilskueren kender disse mennesker, og det kræver en fantastisk sikker hånd fra instruktørens side. Den har Payne.
Som et af de unge instruktør-talenter i Hollywood er Payne blevet sammenlignet med folk som Todd Solondz (Happiness), Neil Labute (In the Company of Men) og Wes Anderson (The Royal Tenenbaums), og det er heller ikke helt forkert. Dog bør det nævnes, at Payne er varmere i tonen end de to førstnævnte, der godt kan være en anelse på den kyniske side, og knap så offbeat som den sidste. Det giver naturligvis også lidt bredere publikumsappel, og Sideways er da også allerede en kæmpesucces. Med et budget på 16 millioner dollars og allerede nu en indtjening på 66 millioner dollars i USA alene – altså før det europæiske marked, som filmen passer fint til – er der ingen tvivl om, at Payne vil blive lokket til at instruere den næste lortebunke af en amerikansk komedie med Angelina Jolie, Meg Ryan, eller andre talentløse klovne, der poserer som skuespillere uden at blive arresteret.
Payne vil tjene penge som aldrig før, hvis han tager imod tilbudet, men han skal være klar over, at der følger en grum pris med. I Hollywood-traditionen må Payne højst sandsynligt give afkald på final cut, han får ikke selv lov til at vælge sine egne skuespillere – den slags bliver bestemt ovenfra af forretningsmænd med salgstal som guideline – og det kan endda være, at filmen skal til (gys!) test-screenings, hvor enhver Martha Housewife og Joe Six-Pack kan brokke sig, hvis der er ting, de ikke bryder sig om. Man tør slet ikke tænke på, hvad hele studie-apperatet kunne have gjort ved Sideways, og man kan kun håbe på, at Payne har integritet og kunstneriske ambitioner nok til at fortsætte med at lave sine egne film og ikke skæve for meget til lønchecken.
Tag ikke fejl. Sideways er en fantastisk film. I en biografsal en kold tirsdag formiddag sad hærdede anmeldere, der går til presseforestillinger dagligt, og snøftede, gispede og holdt vejret i takt med Miles’ rutsjetur af en vinrejse. Alexander Payne har skabt en film, der er sjov, deprimerende, varm, dyster og medrivende. Der er store chancer for, at Sideways er årets bedste film i danske biografer. Se den!
