Skriv en kommentar
De mange korncirkler, der dukker op hvert år, har længe været til stor undren for alverdens forskere. Budene har været mange. Alt lige fra drengestreger til rumvæsener er blevet nævnt som ophavsmænd. Endnu er forskerne på bar bund. Man ved kun en ting. Drengestreger er det ikke.
Efter at den tidligere præst Graham ( Mel Gibson ), har oplevet sit livs tragedie, da hans kone er blevet dræbt ved en trafikulykke, bor han alene med sine to børn Bo og Morgan ( Abigail Breslin og Rory Culkin ) og sin bror Merrill ( Joaquin Phoenix ) i et afsides hus med tilhørende majsmarker. En morgen opfører familiens to chæfere sig voldsomt aggressivt. Det viser sig at ubudne gæster, har lavet en slags "tegn" i majskornmarken. En korncirkel. Snart breder mystikken sig. Flere tegn begynder at dukke op. Men tegn på hvad? Det viser sig ikke kun at være Grahams majsmarker der er målet, men derimod marker over hele verden ( og ikke kun marker ). Folk bliver både psykisk og fysisk påvirket af de underlige tegn, man ikke med sikkerhed ved hvad betyder. Datteren Bo nægter at drikke af vandet og placerer, nærmest i trance, vandglas i forskellige mønstre over hele huset. En anden slags tegn! Er det forvarslet på Jordens undergang? Frygten retter sig inden længe mod en invasion af rumvæsener fra en anden planet. Frygten udvikler sig til krybende rædsel. Folk bliver mere og mere paranoide. Familien barrikaderer sig af frygt i deres hus, for at slippe for rumvæsenerne. Men er det i det hele taget rumvæsener, der er på spil, og kan den endelige konfrontation med det ukendte, hvad det end er, undgås?
Mange af livets store spørgsmål er oppe at vende i "Signs", og hvis ikke man har tænkt over det før, kommer man i hvert fald til det efter de små to timers gys, man udsættes for. I bund og grund piller filmen faktisk ved hele vores eksistentielle grundlag. Er hele vores liv og baggrund et produkt af en masse tilfældigheder, eller er det skæbnen der leder os på vej? Hvor meget er egentligt fup og hvad er fakta? Hvor nemt har massemedierne ved at manipulere med vores tankegang? Spørgsmål der nok tvivlsomt kan besvares, men dog alligevel må give stof til eftertanke. Dette karakteriseres i form af Graham, der er eks-præst. Eks-præst, fordi han har mistet troen et halvt år tidligere, da hans kone blev dræbt ved en trafikulykke. Troen vakler for alvor, da de mystiske tegn begynder at indfinde sig. Her har man på en fremragende måde forstået at forbinde Grahams fortid med nutiden. Man veksler mellem flashbacks fra hans kones trafikulykke og mødet med de mystiske tegn. De fleste kan nok, oven på sådanne oplevelser, identificere sig med Grahamas person. En person, der har mistet troen på alt andet end det helt jordnære.
Alfred Hitchcock, var og er uden sidestykke filmhistoriens konge inden for gys og gru. Han døde for over tyve år siden, men må nu vende sig i sin grav. Ikke af rædsel, men af fryd over at det endeligt er lykkedes en nulevende instruktør at nå op i nærheden af hans niveau. For det gør M. Night Shyamalan faktisk med "Signs". Han har da også ladet sig kraftigt inspirere af Hitchcocks klassikere igennem det meste af filmen. Især et en klassiker som "Fuglene" ( 1963 ), er der stærke referencer til. Hidtil har kun Hitchcock mestret af skabe en krybende, lurende rædsel, der driver folk til vanvid. Men Shyamalan forstår på eminent vis at ramme samme stemning. Samtidig bliver denne krybende rædsel på suveræn maner kombineret med adskillige chok-effekter filmen igennem.
Lidt malurt skal der dog hældes i bægeret. For selv om Signs er en film af meget høj klasse, undgår den desværre ikke det alt for typiske amerikanske islæt. En ting det amerikanske Hollywood aldrig har forstået, er at lave en solid film, uden at fylde den med flad humor i form af rappe replikker og falden på halen stunts. Og det er synd. For hvis man i Signs havde bevaret den isnende og gysende stemning, havde det været en mesterlig gyser. Men det ødelægger en række platte replikker desværre. Filmen kunne sagtens sælge uden den slags salgsgas!
Visuelt er Signs en fryd for hele sansesystemet. Chokerende gys på stribe, og altid på rette tidspunkt, må gøre filmen til et af efterårets helt store trækplastre.
I momenter af filmen er sekvenserne taget med håndholdt kamera. Ja, dogmebrødrene har næppe levet forgæves. Her giver det den ønskede effekt. Nemlig den snigende rædsel. Herligt! Dogmebrødrene er ikke de eneste, der er blevet lånt fra. Mange kameravinkler er tyvstjålet fra Hitchcocks film, hvilket dog er helt i orden. For det giver en gysende effekt, man alt for sjældent oplever i dag!
Dejlige skuespilpræstationer fra alle kanter. Joaquin Phoenix spiller som var han trængt op i en krog af dusinvis af rumvæsener, hvilket han måske også er. Mel Gibson får for en gang skyld vist, at han faktisk kan bære mange forskellige slags roller. Rory Culkin får slået fast med syvtommersøm, at det eneste han har til fælles med bror Macaulay Culkin, er efternavnet. I modsætning til sin håbløse bror kan han skam udemærket spille skuespil. Også stor ros til Abigail Breslin, der nok har den sværeste rolle, som den stille, men absolut ikke uvæsentlige lillesøster Bo.
Dette er til dato M. Night Shyamalans ultimativt bedste film, og overgår både den noget jævne "Unbreakable" fra 2000 og den yderst vellykkede "Den Sjette Sans" fra 1999.
