Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er efterhånden et velkendt fænomen, at når litteratur bliver populært, følger en filmatisering automatisk trop. Vi har været igennem en masse af disse faser, hvor Young Adult genren med “Twilight”, “Hunger Games”, “Divergent” osv. er blandt de seneste. Nu er en ny dog begyndt. “Fifty Shades Of Grey” var salgsmæssigt en kæmpesucces, så naturligvis skal mere perverteret romantik for kvinder filmatiseres. Hvis man da kan kalde en film om at være single for romantik.
“Single i New York” er allerede fra starten af dødsdømt. En bog skrevet af en kvinde til kvinder med en kvinde i hovedrollen, må siges at være meget fokuseret, hvad angår målgruppe. Som film er den hovedsageligt skabt af mænd. Producerne, instruktøren og ⅓ af manuskriptforfatterne er mænd, og det er muligvis her, at det hele er gået galt. For det er virkelig helt galt. Alt fra tempo, klipning og skuespil til vittigheder, morale og dialog er så vanvittigt forfejlet, at jeg er i chok over, at filmen overhovedet er blevet udgivet.
Vi følger Alice - en pige, der gerne vil realisere sig selv, og derfor holder en pause fra kæresten. Efter hun har haft sine ture i byen i New York med tilhørende engangsknald, er hun klar til at vende tilbage til kæresten. Det gider han dog ikke mere, da han har fundet en anden imens. Nu står Alice så alene tilbage i verden, og skal finde ny kærlighed eller acceptere det evige singleliv.
Alice skal fremstå som en naiv og godhjertet karakter, men når skuespilleren hedder Dakota Johnson, bliver resultatet hurtigt det modsatte. Johnson har ikke skyggen af talent, og hvordan hun nu har landet hovedrollen i både “Fifty Shades Of Grey” og “Single i New York” må guderne vide. Hun falder i hvert fald igennem med hver en grimasse og hvert et ord, og man ender uden et gran af sympati for Alice. Hele filmens fundament falder sammen her, men når alle detaljer er lige gennemført elendige, kan det tænkes at være med vilje. Kløgtigt nok har man hevet Rebel Wilson ind som Alices veninde, og hun er da det eneste lyspunkt, selvom man nok aldrig har set Wilson i en kedeligere version.
Filmen springer let og elegant over hvert et forhold. Det handler om singlelivet, så den pointe er forstået, men det hæmmer filmens tempo og troværdighed. Hver gang noget lidt interessant sker, springer filmen så tre måneder eller endda et år frem i tiden. Man bliver revet ud af illusionen ganske hårdhændet, og bliver langsomt mere og mere arrig over, hvor hovedløs den tyske instruktør Christian Ditter er. Han har ikke styr på selv de mindste detaljer, og værst af alt er filmens afslutning. Her bliver vi spist af med en hamrende elendig lommefilosofi, der endda bliver modsagt i filmens allersidste øjeblik. “Single i New York” ender som et skoleeksempel på gennemført elendighed, og jeg tager hatten af, for enhver der kan se hele filmen på en gang.
Billede & Lyd - 5/6
Heldigvis er udgivelsens kvalitet i orden. Det klare billede giver byen et pulserende liv og et nærmest gyldent look. Selv de mørkeste scener er ganske detaljerige, og skarpheden går aldrig på kompromis. Lyden er ligeså glimrende, hvor især soundtracket buldrer derudaf med masser af bas og dybde - uden at dialogen tager skade af dette. Alle højtalere er nærmest konstant i brug, og svøber sit publikum ind i et behageligt univers af lyd.
Ekstramateriale - 2/6
4 featuretter på sammenlagt 20 minutters spilletid kommer slet ikke i dybde på filmen. Halvdelen af tiden bliver overfladisk brugt på beskrivelse af filmens røvsyge karakterer, og den anden halvdel viser Rebel Wilson have det sjovt med sine vittigheder. Disse er dog sjovere end materialet i selve filmen, og derfor værd at se (især hvis man utroligt nok skulle kunne lide filmen). De slettede scener er dog ikke værd at bruge tid på, og filmens gag reel er utroligt nok virkelig kedeligt. Udgivelsen indeholder også et digitalt kopi, så du kan nyde elendigheden hvor som helst og når som helst.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
