Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et af de største overskrifter som Sjæl trak var at den hvide Nikolaj Lie Kaas lagde stemme til den mørke Joe. Samme overskrifter som for eksempel The Simpsons nu trækker med Hank Azaria, som har været ude offentligt og undskylde for at have lagt stemme til den meget stereotype fremstilling af en indiske karakter Apu Nahasapeemapetilon. Så langt kom sagen med Sjæl dog ikke i lille Danmark, men det har garanteret givet stof til eftertanke for folkene, som lægger stemmer til animationsfilm i fremtiden.
Pixar har som nok bekendt stået bag en række kritikerroste og publikumsvenlige animationsfilm som i begyndelse mest var bygget på børnevenligt sjov og ballade med et voksent tvist i film som Toy Story 1 og 2 (1995, 1999), Find Nemo (2003), De Utrolige (2004) og Biler (2006). Herefter kom en række mere sofistikerede film som Ratatouille (2007), WALL-E (2008) og Op (2009), som var mere dybtfølte, rørende og med mere substans i fortællingen. Sidenhen er det blevet en lidt blandet fornøjelse med en række efterfølgere, men originale film som for eksempel Brave (2012), Inside Out (2015) og Coco (2017).
I Sjæl får musiklæreren Joe Gardner sit livs chance for at spille på byens bedste jazzklub, men et fejltrin (i bogstaveliste forstand) fører ham fra New Yorks gader til "før-livet" - et særligt sted, hvor nye sjæle får deres personlighed, deres særheder og interesser, før de sendes retur for at leve på jorden.
Joe, nu i sjæleform, er dog fast besluttet på at vende tilbage til sit liv og derfor slår han pjalterne sammen med en gammelklog sjæl ved navn 22, der aldrig rigtig har forstået, hvorfor livet som menneske skulle være noget at ønske sig. Mens Joe desperat forsøger at vise 22, hvorfor livet er dejligt, finder han samtidigt svar på nogle af livets allervigtigste spørgsmål.
Sjæl er bestemt ikke Pixars bedste film og at den vandt en Oscar, beviser tesen om, at Oscar-akademiets stemmeberettigede medlemmer kun får set Pixars film i animationskategorien, fordi de som regel har en høj standard. En film som Wolfwalkers havde været en bedre bud på en vinder.
Personligt finder jeg et par store plothuller i historien. Hvordan fungere hele misæren med at sjæle kan kolonisere kroppe og vandre fra krop til krop? For hvordan kan Joe ved en fejl overhovedet koloniserer katten Mr. Mittens krop, når den ikke er død eller i koma på jorden? Det giver mening at ”nr. 22” kan kolonisere Joes komateret krop på hospitalet, fordi hans sjæl som bekendt vandrer i en limbo i himlen, men Mr. Mitten passer sig selv sprællevende på jorden. Tilmed ser man Mr. Mittens sjæl krydser over mod ”lyset” i slutningen af filmen selvom den er levende på jorden. Det giver simpelthen ingen mening.
En anden, mindre detalje er, hvordan kan Joe falde ned gennem en kloak og komme i koma på hospitalet uden en skramme? Jeg er med på, at vi har med en animationsfilm at gøre og at børn måske ikke skal udsættes for blodige kraniebrud eller knogler som stikker ud af benet, men hvordan kan ”Nr. 22” kolonisere Joes krop i hospitalsengen og derefter rejse sig og gå?
Sjæl er måske ikke Pixars bedste film, men den er stadig et besøg værd. Den har stadig den Pixarske emotionalitet, humor og drama, som vi efterhånden er blevet så forvente med.
