Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Man kan under ingen omstændigheder beskylde Skin for ikke at have en god historie at fortælle. Og så er den tilmed sand, hvilket selvsagt ikke gør miseren mindre grotesk. Men det udstiller desværre også temmelig tydeligt, at en nok så god historie slet ikke er tilstrækkeligt, hvis filmen bare ikke er en god film.
Vi er i 1950’ernes Sydafrika, midt under apartheidstyret. Her møder vi et ægtepar, spillet af Sam Neill og Alice Krige. Altså et hvidt ægtepar. Ikke desto mindre er deres andet barn, den skoleparate Sandra Laing (Ella Ramangwana som barn, Sophie Okonedo som voksen), sort. Det er genetiske tilfældigheder, der betyder, at selv to hvide afrikanere kan få sorte børn – fordi alle hvide afrikanere har sorte aner. Men behøver dårligt nævne, at det er dybt kontroversielt i et land, hvor sandheden er, at hvide genetisk er sorte overlegne.
Sam Niell som stædig far kæmper ihærdigt for at få sin sorte datter registreret som hvid. Hvilket lykkedes. Men Sandra er ’anderledes’. Et langt stykke af vejen kæmper hun selv for at være hvid – blandt andet ved hjælp af kemikalier i ansigtet. Men da hun forelsker sig i et ’undermenneske’, en sort mand, kæmper hun for sin ret til at være sort. Og mister sine rettigheder. Og sin far.
Det lyder alt sammen som grundlag for en fremragende, dragende og rørende filmfortælling. Men det er det ikke. Tilmed så langt fra. Det er fotograferet og teknisk sat sammen som en middel-velproduceret tv-film, fortællingen er fladt, fladt fortalt, og skuespillet svinger fra jævnt til forfærdeligt.
Racisme er afskyvækkende. Sydafrikas apartheidstyre selvsagt ligeså. Fortællingen om Sandra Laing er en kæp i hjulet på apartheidens ’sandhed’ om racerne. Dermed er det en god fortælling.
Men Skin vækker ikke en følelse i mig. Og dermed dumper den som film.
Der er intet ekstramateriale på DVD’en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
