Skriv en kommentar
Agent 007 tilbage til rødderne
James Bond (Daniel Craig) er på endnu en hæsblæsende mission denne gang i Tyrkiet med sin kvindelige agentkollega Eve (Naomie Harris), for at tilbageerobre en stjålen harddisk med fortrolige oplysninger. M (Judi Dench) følger nøje med i operationen fra det sikre England, men da Eve har Bond og lejemorderen Patrice (Ola Rapace) i sigtekornet under en voldsom slåskamp, siger M hun skal tage det umulige skud og Bond falder tilsyneladende død i vandet, mens Patrice slipper væk.
Harddiskens informationer vil kompromittere hele MI6 og dens agenters identiteter, så da MI6 bliver angrebet, tvinges hele efterretningstjenesten til at gå under jorden. Bond er i mellemtiden taget på en drukferie sydpå, men da Raoul Silva (Javier Bardem) begynder at udleve hans skumle og dødsbringende planer, er Bonds loyalitet til England og M ikke til at tage fejl af.
Sprængfarligt action
Skyfall følger i tråd med de seneste års ultraeksplosive Bond-film med action fyldt godt op til randen uden at spilde en dråbe. Startsekvensen er decideret åndedrætskrævende og nervepirrende gennem Istanbuls gader, over hustage og togvogne, og når pulsen endelige falder, er Bond allerede godt igang med endnu engang at redde verden.
Selvom Skyfall følger det moderne Bond-univers tempofyldte action, formår den alligevel at fremkalde noget af den fortidige charme ved ind imellem at give sig tid til at fortælle i et mere adstadig tempo.
Gensynsglæde
Skyfall er uden tvivl lavet med stor dedikation og respekt for Bond-franchisen og tøver ikke med konstante referencer til de tidligere agentfilm. På denne facon er Skyfall en meget passende halvtreds års fødselsdag, som franchisen fylder i år, siden Bond i 1962, i form af Sean Connery, første gang løftede sin Walter PPK og drak sin første omrøstede martini. Skyfall soler sig i nostalgi ned af memorylane.
Filmen bruger måske også lidt for meget tid på meget åbenlyse referencer til de tidligere Bond-film, men man accepterer dem kun fordi, det er gjort ud af stor respekt og kærlighed til dem. For eksempel er Q tilbage i en mere moderne form som computerhacker og det er samtidigt også et gensyn med den sølvfarvet Aston Martin DB5, som første gang blev benyttet i Goldfinger (1964), ligesom der er der gjort plads til den oprindelige titelmelodi.
Ulogisk plot
Den usansynlige instruktør bag Skyfall er Sam Mendes, der førhen har stået bag de intense dramaer Revolutionary Road (2008), Jarhead (2005), Road to Perdition (2002) og den oscarvindende American Beauty (1999). Han bringer uden tvivl Bond endnu mere tilbage til rødderne og væk fra det usammenhængende ‘Bourne’-inspirerede univers fra Quantum of Solace (2008), men undgår ikke at filmen desværre til sidst forfalder hen mod actionsfilms stereotype og komplette ulogiske plothandlinger, som ikke kan beskrives her uden at røbe for meget.
Udover Daniel Craigs normale hårdføre skuespil som 007, spiller Javier Bardem aldeles glimrende som überskurken Raoul Silva, der på samme tid virker hjertevarm og kærlig, men også gedigen onskabsfuld og psykotisk. Der er en herlig tvetydighed i hans spil, som gør ham utilregnelig og man kan næsten kun sige, at man ser for lidt til ham i filmen.
Skyfall er en vanvittig god underholdningsfilm, der holdes oppe af Mendes kreativitet og kærlighed til franchisen, Bardems fremragende fortolkning af en skurkerolle, Craigs tørre og brutale Bond og fotografen Roger Deakins lækre visuelle billeder. Adeles Bond tema har fået en blandet modtagelse op til filmen, men til den fængslende retrospektive titelsekvens fungerer titelmelodien aldeles hypnotiserende og vellykket.
Bond har halvtreds år på bagen, men det virker til at kunne fortsætte i halvtreds år endnu.
