Skriv en kommentar
I serien ”Noget på hjerte”, som man lidt nedværdigende kunne kalde damefilm, men som omvendt også er bare er discountfilm af den bløde mellemvare, er Colin Nutleys svenske film ”Gossip” nu kommet på gaden. Filmen er efterhånden syv år gammel og minder i bedste fald om Francois Ozons mesterlige ”8 kvinder”, fordi vi har at gøre med en emsemble-film af de helt store med intet mindre end ti af de største nulevende svenske skuespillerinder. Blandt dem er de to ”danske” Pernilla August (Bille Augusts ekskone og kendt fra bl.a. ”Jerusalem”) og Stina Ekblad, som vi har taget til os igennem DRs ”Krøniken”. Desuden møder vi også Helena Bergström, Marika Lagercranzt (som var forføreren i ”Lærerinden”), Lena Endre og så lige Harriet Andersson, Bergmans gamle stjerne, i en minimal birolle.
Filmen følger de ti kvinder, der alle er skuespillerinder på den dag i deres liv, hvor det afgøres, hvem der skal spille Dronning Christina i genindspilning af den gamle Greta Garbo-klassiker. De har alle været til audition og venter spændt på resultatet, der naturligvis må overraske. Desuden er det selvfølgelig oplagt at en sådan film om filmmiljøets forskruede verden må give et par overraskelser undervejs. ”Gossip” handler nemlig mest om den lidt indavlede verden filmbranchen er. Den ene kvinde er gravid med en anden kvindes mand. En anden har et lesbisk forhold til sin instruktørs kone og andre igen er ikke i stand til at tackle presset med jalousi, sceneskræk og forelskelse.
Der er med andre ord tale om en slags multiplot-film, der er fortalt over en skæbnesvanger dag i det svenske. Historien er så at sige også ganske interessant på trods af sin noget konstruerede facon, men paradoksalt er det, at de to der holder filmen på et nogenlunde ordentligt niveau er de herrer Rolf Lassgård og Mikael Persbrandt. Selvom kvinderne spiller nydeligt, så er deres karakterer så ynkelige at beskue, at man undervejs må smile på læberne i overbærenhed. Stærkest er Stina Ekblads karakter, som også er den mindst hysteriske.
Filmen er så pyntet med en lang række excessive montage-sekvenser, der skal hjælpe med at holde pinen kørende lidt længere. Desværre bliver det et slags overkill, og det kunne ikke have skadet filmen, at et par karakterer var skåret væk fra handlingen, således at man kun skulle koncentrere sig om godt halvdelen af de mørbankede skæbner.
Man taler på manuskript-kurser om begrebet ”Kill Your Darlings” og det kunne filmen have gjort med fordel allerede inden den begynder, for så havde de 2 timer og 9 minutter ikke været så traurige at komme igennem. Men måske en anden målgruppe trods alt ville kunne nyde filmen mere end denne anmelder, der langt hen af vejen blot var irriteret. For Persbrandt, Ekblad og Lassgård får filmen tre stjerner.
SF/Fox.
