Da jeg onsdag den 13. oktober mødte op til en vandring mellem skulpturer med Ying-HC havde jeg slet ingen forventninger – anede intet om, hvad hun lavede. Fik at vide, at hun kan finde på at stille sig selv spørgsmål som: Kan man spille at klø sig i hår? Kan man spille støvekost på slagtøj? Kan man spille jernstige mod en kirkemur? Jeg besluttede mig for bare at lægge ører til i tæt på og langt fra.
Ying-Hsueh Chen er en meget anerkendt japansk slagtøjsspiller, født i 1983, også deltaget flere gange under Copenhagen Jazzfestival. Hun er iklædt en mørk kjole med et stort rødt sjal, og har en lille hårknold. Hun begynder på en lille træskammel, som hun med otte forskellige trommestikker fremstiller taktfaste trin i forskellige tempi og med forskellig styrke – jeg bliver stående, og lytter på hendes videre tur i de snævre lokaler, og det lyder som hvisken i tæt tåge i en skov, måske er der sumpe? – indtil hun kommer i bunden, hvor hun slår på tynde stenflager omviklet af tang med et intenst udtryk. Hun går videre til den store trævibrafon – som nok ikke tilfældigt er sat op med Thorvaldsens: Napoleon Bonaparte. Her følger vandringens mest melodiske værk af J. S. Bach – som modstykke til en tyrannisk general. Det er interessant at se enkelte gæster, som kun er kommet for at se Thorvaldsen – og pludselig med glæde at se en aktiv perkussionist udvide skulpturerne. Jeg får at vide, at hun også skal spille et ikonisk slagtøjsværk: ”Rebonds” af den græske arkitekt og komponist Iannis Xenakis.
Hun går tilbage med store bækkener, som hun klasker kraftigt mod hinanden og enkelte vandrere må holde sig for ørerne – hun lægger instrumenterne fra sig, og danser balletagtigt med det røde sjal til stor nydelse, og får igen fat i nye slagtøj – så nu er hun i de lokaler, som i fredags dannede ramme for de grædende personer, som Ying nu fremkalder til live i smukke harmonier – inden hun gik fordi: ”Håbets Gudinde”.
Hun slutter sin timelange vandring af i den store sal med Thorvaldsens største figurer, hvor folk står meter fra, og hun på trommer og xylofoner spiller en lang suite – hvor det både lyder som en blanding af jazztrommeslager Max Roach og slagtøjsspiller Gert Sørensen – så de fleste kom på en rejse uden at kende endemålet. Jeg læser på trommen teksten: Hun er det billed` Der trænger ind i jeres virkelighed og den ændres. Hun går ind i hjertet når det bliver. Virkeligheden er ændret. Virkeligheden er ændret. Skabt i et perfekt rum.
