Starla Grady (Jane McGregor) er skolens populære pige, hende alle pigerne vil være som og hende alle drengene vil komme sammen med. Hun er cheerleader for skolens fodboldhold og kommer selvfølgelig sammen med deres stjerne quarterback. Da hun medvirker i en skønhedskonkurrence, lover hun under interviewet, at hun vil være den første i byen som er vært for en udvekslingsstudent.
Få dage senere dukker Genevieve LePlouff (Piper Perabo) op i lufthavnen. En sød fransk pige, som gerne vil hjælpe Starla og være gode venner. Starla får dog også brug for hendes hjælp, da hun skal bestå fransk eksamen, består hun ikke kan hun ikke længere være cheerleader. Derfor lærer Genevieve Starla nogle sætninger hun kan sige til eksamen. Starla opdager dog at Genevieve ikke prøver at hjælpe, men derimod stjæle hendes popularitet.
Slap Her She’s French vil gerne være i familie med komedier som American Pie og Road Trip. Slap Her She’s French skuffer dog enormt. Filmen fik på intet tidspunkt mig til at grine, et par smil var hvad den kunne præstere. De to hovedroller Starla og Genevieve gør det godt nok, og filmen kunne sagtens have fungeret med dem. Men de andre roller bør så være meget sjovere, hvilket de ikke er. Derfor kommer filmen til at virke uden sjæl, rollerne er meget kliche fyldte og uden nogen humor.
Historien har dog få sjove øjeblikke, som desværre ikke kan lave om på at filmen er langt under middel. Der er ikke mange kendte skuespillere med, Piper Perabo så man i Coyote Ugly hvor hun spillede med langt mere sjæl og dybde. Derfor er det en skam at se hende i en ungdomskomedie af denne kaliber. Resten af rollerne er besat af hovedsagligt tv-skuespillere, som alle spiller udmærket, men ikke kan hive plottet op af graven.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Buena Vista Home Entertainment.