Skriv en kommentar
”Små Ulykker” er en familiefilm. Ikke i den forstand at den er for hele familien; dertil er den for moden i sine temaer. Men det er en familiefilm i den forstand, at den handler om familien. Ikke familien som et abstrakt begreb, men som en række meget konkrete menneskelige relationer, som man som menneske er tvunget til at tage stilling til. Og netop deri ligger også filmens styrke, for ikke siden ”Festen” er familien blevet udforsket på denne måde i dansk film. ”Små Ulykker” har desuden sine ligheder med ”Festen”, men dem er der ingen grund til at komme ind på lige nu. Dog er det på sin plads allerede nu at fastslå, at ”Små Ulykker” ikke er en Dogmefilm, omend den bruger meget af Dogmefilmenes æstetik. Bl.a. anvendes der i ”Små Ulykker” regulær filmmusik, der – uanset at det er ganske lidt – er en overtrædelse af Dogme-reglerne.
I filmens begyndelse dør moderen i familien (Vigga Bro har en nærmest cameo-agtig rolle som moderen helt starten), men det er kun begyndelsen på en lang række ulykker i familien. Reaktionen på moderens død er vidt forskellige: den lidt sære datter Marianne (Maria Würgler Rich) er knust; broderen Tom (Henrik Prip), der er en ung byggematador og som udadtil har styr på sagerne, reagerer med velovervejet professionalisme; og den anden datter – den flippede kunstner Eva (Jannie Faurschou) – reagerer nærmest ikke. Faderen John (Jørgen Kiil) bliver naturligvis nedtrykt, men fortsætter alligevel sit job som portør selv om han har problemer med hjertet.
Samtidig har Tom sine egne problemer at slås med. Han har en kone og to små børn, men hans arbejde kræver så meget tid, at ægteskabet knirker og hans kone stiller ham et ultimatum: han skal droppe det projekt han arbejder på nu. Ellers er det slut.
Johns bror, Søren (endnu en pragtpræstation af Jesper Christensen), opdager også at hans ægteskab knirker. Han er invalidepensionist, fordi slidgigt i foden forhindrer ham i at udøve sit erhverv som tømrer. Hans kone Hanne (Karen-Lise Mynster) er træt af hans visionsløse liv, og indleder en affære, der kaster deres ægteskab ud i en krise.
Evas problemer har intet med ægteskab at gøre, men hun er chokeret over at hun intet følte da moderen døde.
Det er dog forholdet mellem faderen og den sidste datter, Marianne, der er filmens omdrejningspunkt. Marianne, der er 29 år gammel, bor ganske tæt på faderen, og kom også tit hjem da moderen var i live. Nu overtager hun på mange måder moderens rolle, og det i en sådan grad at det får Eva til at mistænke et incestuøst forhold mellem de to. Hvorvidt der er tale om noget så alvorligt skal naturligvis ikke afsløres her.
Men Evas forhold til sin far og hendes spirende kærlighedsforhold til en ung revisor på hendes arbejdsplads (hun er kantinedame) er en af filmens store temaer.
Bestemt ikke alle disse problemer ting er forbundet med hinanden, og det ville være forkert at sige, at det er moderens død, der sætter begivenhederne i gang. Men fra et fortællemæssigt synspunkt er det et tilpas stort slag mod familien til, at det udgør et godt udgangspunkt for historien. Samtidig sker der efter moderens død det skift i Mariannes rolle, der fremprovokerer Evas mistanke og som i sidste ende måske netop af den grund ender med at bringe familien tættere sammen.
”Små Ulykker” er ikke en film, der binder knuder på sine reb. Den gør ansatser til det flere steder, men den er efterladt med så mange åbne spørgsmål, at publikum i hvert fald ikke sidder tilbage med en tilfreds fornemmelse af at alle konflikter er afsluttede. Netop derfor minder den måske så meget om virkeligheden.
Samtidig med alle konflikterne og tragedien omkring moderens død, er det også en meget morsom film. Hovedvægten ligger godt nok på drama-delen, men ikke desto mindre er der lagt så mange små optrin ind, at publikum får en lille pause fra de store tanker. Samtidig er det dog vigtigt at påpege, at filmens humoristiske elementer også i vid udtrækning tager udgangspunkt i familien, så det aldrig får karakter af falde-på-halen komik eller spekulativt ”comic relief”.
Generelt kan siges at ”familie” er kodeordet i ”Små Ulykker”, og filmen forsøger da også at komme med nogle anvisninger og formår næsten at undgå at blive moraliserende. Men også kun næsten. Bl.a. en af scenerne i slutningen af filmen, hvor Tom vælger at opgive sit projekt er tæt på at give dårlig smag i munden.
Filmens manuskript er blevet til et samarbejde mellem instruktøren, manuskriptforfatteren og skuespillerne, der improviserer i hver scene efter nogle få anvisninger af manuskriptforfatteren og instruktøren. Det er samme arbejdsmetode den engelske instruktør Mike Leigh arbejder efter, og i ”Små Ulykker” virker det perfekt. Dansk film er kommet langt i bestræbelserne på at få fjernet den påtagede accent, der i så mange år prægede dansk film, og en film som ”Små Ulykker” er én af de hidtil bedste i den henseende. Stort set al dialog lyder helt igennem realistisk, hvilket naturligvis skyldes at metoden, filmen er lavet på, har givet skuespillerne frie hænder til at improvisere deres dialog.
Netop metoden har måske også medført én af filmens problemer. Bl.a. antydes det, at Eva har haft et problematisk forhold til moderen, men det bliver aldrig udforsket dybere, ligesom forholdet mellem de tre søskende godt kunne have været uddybet. Men filmen bærer præg af nærmest at være en række sammensatte, improviserede tableauer. På trods af manuskriptforfatterens og instruktørens anvisninger inden hver scene er blevet optaget, så er der utrolig lidt fremdrift i filmens handling som sådan og næsten al opmærksomheden er på personernes umiddelbare forhold til hinanden. Når baggrunden for disse forhold glimrer ved deres fravær bliver det til tider lidt svært at forholde sig til det hele.
Skuespillerne yder allesammen store præstationer, men især må Jørgen Kiil, Maria Würgler Rich og Jesper Christensen fremhæves. Og Annette K. Olesen må anerkendes for en så overbevisende debutfilm. Som debutfilm er ”Små Ulykker” ganske imponerende helstøbt, men den er langt fra det mesterværk den måske kunne have været.
