Skriv en kommentar
Første gang jeg stødte på de tibetanske bjerges levende og guddommelige ansigter, var i forfatter Ib Michaels tankevækkende digtsamling i beskrivelsen af det sanselige og naturens orden i ”Himmelbegravelse” fra 1987: I himlen begraver de deres døde/frossen jord, stengrund og mangel på brænde/er kun en ringe del af årsagen/de døde kroppe parteres til føde/for himlens gribbe/andre steder/kastes liget i floden/og pilles af fiskemunde/Sådan tilgodeses først og fremmest/luftens og vandets element - og så følger vi Ib Michaels skildring af naturmennesket i Tibet. Og nu denne flotte iagttagelse 30 år efter af de eventyrligste tanker om åndelige værdier ved at møde en sneleopard. Og det siges meget flot i filmen: Her i bjergene kan du ikke snyde nogen. Det kan du sagtens i Paris.
Det mystiske dyr lever i 2000-6000 m højde i bjergene ved Centralasien, den er godt 1 m lang med lang hale, hvidplettet – og bagbenene er længere end forbenene – sandsynligvis for at kunne bruge de lange spring på op til 15 m, og man mener, der ikke er mere end 4000 tilbage.
Vi møder i første klip de to hovedpersoner siddende i deres tykke frakker ved et skur med de store kikkerter og spejdende ud over den storslåede bjergkæde – dels helt nøgen, en tæt tåge snigende og fuglelyde. Vi følger i smukke billeder tæt på øjnene af uglen, bharalen, stenbukken, bjørnen og den almindelige yakokse, som nærmest er et helligt dyr i Tibet. Se, den smukke hjort på klippen med ½ m høje gevirer og hjortens ånde som en hvid tåge. Filmholdet har gemt sig i en hule og hvisker til hinanden – for ikke at skræmme sneleoparden, de sætter fotografiapparater op, som i dagevis filmer steder, hvor den kan være – de kan genkende dens spor i sneen – men også bjørnen ses på afstand. I hulen opdager de 3-4 drenge fra nomadesamfundet komme på besøg – de skal lære Sylvian ord på tibetansk – og drengen er iført en trøje med Nike logo – og han spiller også popmusik fra sin mobiltelefon.
Filmen er fyldt med Sylvian Tessons kloge tanker om menneskets færden og dets trang til at ville være den første med kameraet: ”Alt er åbenbart ikke skabt for menneskets blik” og ”Jorden stinker af mennesket”.
Vi kan se på de filmstumper – der er tilrådeligt for publikum, at de befinder sig nogle gange i minus 25 graders kulde – og igen: Hvad er det for et indrettet begær, der opstår hos mennesket og som skal filmes? Og vi lærer ordet: TÅLMODIGHED mange gange – som kommer til udtryk i at vente er en bøn. Nogle gange måske lige lovlig BBC-naturagtig.
Syvian Tesson fik en åbenbaring på turen og kom til at elske verden. Hele filmens lydunivers er blæsten, der slikker sig op ad de golde bjerge, gribbens klagesang – men også Nick Cave og Warren Ellis, der har skabt de nøgne toner med snefnug og klippeskær, som er ude på albummet ”La Panthére des Neiges” Det er filmmusik med et tæt klangunivers og som til tider forstærker billedet. Filmen slutter med den ene sang, hvor Nick Cave har sat ord på: We Are Not Alone. “This world has ears and rocks have eyes/Nature loves to hide/The world is a bush full of fiery eyes/Nature loves to hide/I´ve travelled a lot/I was observed and unaware/I´ve travelled a lot unaware/I was observed/I was observed”.
Det er blevet en film om skønheden – og at vi skal lære at stoppe op inden Facebook og Instagram slår os ihjel. Se, hvad sne kan.
