Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De sidste mennesker på jorden ombord et ustoppeligt tog
I 2031 om bord på det ustoppelige pansertog ”Snowpiercer” lever Curtis Everett (Chris Evans) sammen med resten af fremtidens eneste overlevende underklasse-mennesker i bagerste vogn under kummerlige forhold. 17 år forinden havde et forsøg med at regulerer den globale opvarmning og mindske drivhuseffekten ved at sende stoffet CW7 op i atmosfæren til at nedkøle den, pådraget fatale følger for jordens klima og resultatet blev en istid, der slog næsten alle mennesker og dyr ihjel.
Det eneste overlevende mennesker på Jorden har forskanset sig om bord på ”Snowpiercer”, som rejser jorden rundt, drevet af en evighedsmaskine-motor. Men Curtis og resten af underklassen gør klar til oprør mod deres overmænd længst fremme i toget, men det viser sig at være en lang og sej kamp gennem alverdens togvogne, der hver indeholder sine helt egne overraskelser.
Fut fut film
Togfilm har igennem filmhistorien altid været fast inventar i biografmørket med jævne mellemrum. Ligesom togentusiaster i ”virkelighedens verden” er besatte af de fastsporede og lynhurtige metalliske fartøjer; har filminstruktører lige fra filmens spæde begyndelse iscenesat disse jernheste som en central del af handlingen. Lige fra verdens første officielle filmforevisning, hvor Et tog ankommer til stationen (1895) af filmens ”fadere”; Lumière-brødrenes, blev vist, til to af filmhistoriens vigtigste filmperler The Great Train Robbery (Edwin S. Porter, 1903) og Buster Keatons halsbrækkende The General (1926).
Op igennem 50’erne og 60’erne var togene samtidigt en fast bestanddel i den amerikanske Western-genres storhedstid, hvor de blev et symbol på moderniteten, industrialiseringen og de nye tider, der gjorde sit indtog, bedst illustreret i Once Upon A Time In The West (1968). Ligeledes er togene blevet en tilbagevendende action ingrediens i de fleste actionfilm som Indiana Jones og det sidste korstog (1989), Mission: Impossible (1996) og Runaway Train (1985), som suspense i Hitchcocks North By Northwest (1959) eller romantiske møder som i David Lean’s Brief Encounter (1945)
Bevæger vi os frem til de ”moderne” tider har vi eksempler som Transsiberian (2008), Source Code (2011), og den for nylig afdøde Tony Scotts dobbelte tog-svanesang Kapring af Metro 123 (2009) og Unstoppable (2010). Disse mange togfilm er selvfølgelig automatisk medrivende og intensive i kraft af metalhestens enorme kræfter eller som klaustrofobisk spænding eller uundgåelige møder.
Et overflødighedshorn af repetition
Snowpiercer tilføjer endnu en til filmhistoriens i forvejen stærkt besatte liste af togfilm. Og lad det fremstå med det samme; den ender aldrig i top ti ! Filmen er ufattelig redundant, gentagende og forklarende. Vi bliver først introduceret til filmen gennem et hav af tekster og lydklip om baggrundshistorien for filmens univers. Vi havde vist været bedre tjent med at begynde filmen in media res!
Men ikke nok med det, så fortsætte vores kære karakterer i filmen med at uddybe og udpensle det hele gang på gang, og viser at filmen ikke stoler på publikums intelligens til at følge med. Vi har forstået hvordan hierarkiet fungerer ombord, men alligevel bliver vi en halv time inde i filmen mødt af en syv minutter lang enetale af en af de højest kommanderende, som udpensler det igen. Et overflødighedshorn af repetition.
Derudover er der generelt for langt fra tanke til handling. Curtis og Gilliam (John Hurt) planlægger og planlægger og afventer det rigtige tidspunkt for oprøret. Så kom dog i gang!, tænker man. Vagterne ombord står ligeledes afventende og glor, når oprøret så endelig kommer. Kom nu! Gør noget! Men hvad værre er, så er flere af slåskampene ombord fuldstændigt ulogisk og tåbelig koreograferet og senere er, hvad der skulle have været en suspensefuld skudduel, ligeledes fuldstændig ulogisk og urealistisk sat op.
Horisontal højhusfilm med far på
Snowpiercer er en form for horisontal The Raid: Redemption (2011) eller Dredd (2012), hvor højhuset er blevet lagt ned og sat på skinner i høj fart. Hvad der fungerer bedst i filmen, er hvordan togvogn på togvogn konstant overasker med hensyn til setting; man ved aldrig, hvad man finder bag næste dør. En natklub? En Skoleklasse? Kun fantasien sætter grænser.
Trods omgivelserne i orden og missionen klar, formår filmen ikke at levere nok overraskelser eller den fornødne spænding. Togfilmen kører en tand for lige derudaf på skinnerne og glemmer at standse på stationerne for at tage publikum helt til endestationen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Midget Entertainment .
