Hvis en forfatter ikke slipper tøjlerne til sit værk, vil en filmatisering aldrig kunne behage ham. Det må i sin tid næsten udelukkende have været økonomiske grunde, der lagde til grund for, at Stanislaw Lem accepterede Tarkovskis ønske om at indspille Solaris. I alt falde endte samarbejdet mellem de to ulykkeligt. Lem kaldte Tarkovski for en ”stædig idiot” og brød sig bestemt ikke om filmen. Nu forsøger Steven Soderbergh sig så. Og her vil Lem nok snarere bruge ordet ”romantiker” end ”idiot”.
For Soderbergh ser Solaris som en hyldest til kærligheden. Han har derfor transformeret Lems frem for alt filosofiske værk til et emotionelt billeddigt om relationerne mellem mennesker.
Bagtæppet er rummet. Og latent ligger spørgsmålet: Hvad findes der mon derude? Er det grønne marsmænd, iltre megainsekter? Er det noget konkret? Eller er det snarere muligheden for refleksion? Er rummet et spejl, som giver os muligheden for, at vi kan føle os unikke i visheden om, at vi er alene?
Den ydre handling er i Soderberghs film tæt på Lems bog. Således har Soderbergh klogeligt valgt ikke at tage udgangspunkt i Tarkovskis film men at gå direkte til hovedkilden. Psykologen Chris Kelvin (George Clooney) sendes til en rumstation, der er i kredsløb om planeten Solaris. Der er åbenbart noget galt på stationen, og Kelvin er den rette mand til at undersøge sagen. Hvad der her kan lyde som et actionmættet plot, hvor en amerikansk arketype, den handlingsstærke detektiv, drager ud for løse gåden og uskadeliggøre fjenden, er alt andet end dette. For her er ikke nogen fjende, der skal nedkæmpes. Det hele foregår indeni figurerne. Planeten Solaris er i stand til at materialisere figurernes erindringer, blandt andet skaber den en tro kopi af Kelvins afdøde kæreste, Rheya (Natascha McElhone). Således konfronteres filmens personer med fortrængte smerter og uforløste episoder fra fortiden. Og hele vejen igennem befinder den levende planet sig i baggrunden. Tavs men aktiv.
Aktiv er også tilskueren. For dette er i høj grad en film, man selv er med til at konstruere. Eksempelvis optræder hovedpersonen i mange indstillinger kun i form af sin stemme. Vi ser bipersonerne, og vi hører psykologen Kelvin stille sine spørgsmål. Netop på grund af dette fravær af hovedkarakteren, står han så stærkt hos beskueren.
Og så er det nærmest en stillestående film. Kameraet bevæger sig kun, når det er strengt nødvendigt. Og det fungerer. Man rives med af langsommeligheden og hvirvles ind i personernes indre liv – som skildres ganske klart, hvilket ellers er et element, som filmmediet ofte anklages for ikke at være i stand til at manifestere. Filmens stilistiske setup er også imponerende. Alt på rumstationen er holdt i grå-blå toner og kun menneskenes hud virker varmt og modtageligt. At det så til tider bliver en smule for søgt på metafor-planet, eksempelvis dockingsekvensen som skal ses som en rejse ind i det indre, er til at leve med. Til gengæld er der desværre også andre irritationsmomenter. Clooney spiller rollen som Kelvin bravt og underspillet, og det er godt. Til gengæld er Jeremy Davies i rollen som Snow ulidelig. Jeg blev på intet tidspunkt grebet af hans hektiske fremstilling. Samtidig har filmen også enkelte scener, som tenderer det patetiske. Når det er sagt, vil jeg alligevel slå fast, at filmen bestemt er et kig værd.
Ekstramateriale:
Skiven indeholder to mindre Featurettes, en HBO-special og ”Solaris: Behind the Planet”. Begge programmer forbliver for PR-orienterede med deres one-liners og interne roseri. Enkelte gange er der tilløb til lidt interessant baggrundsstof, men det forbliver ved tilløbet. Mere gods er der så i audiokommentaren med Steven Soderbergh og James Cameron (som har produceret). Her får vi for alvor et godt indblik i Soderbergh overvejelser og arbejdsmetoder.
Der kan gives tre stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.
Lydformat: Engelsk Dolby Digital 5.1
Billedeformat: 16:9 anamorphic 2.35:1
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, portugisisk, tjekkisk, ungarsk, islandsk, tysk, kroatisk, tyrkisk, hebræisk, engelsk for hørehæmmede.