Skriv en kommentar
Med Something Must Break rammer den svenske instruktør Ester Martin Bergsmark den helt rette nerve af ungdommens fandenivoldskhed, hvor karakterernes utilpassede identiteter støder sammen med hinanden, såvel som med det omgivende samfund, i en smuk og kontrastfyldt form.
Den unge transkønnede Sebastian (Saga Becker) lever et beskedent pseudo-liv som lagerarbejder i Stockholm, mens han drømmer om at leve fuldt ud som den han er, nemlig sin ”indre drømmesøster” Ellie. En aften møder han Andreas (Iggy Malmborg), og de to indleder en stormfuld kærlighedsaffære, som svinger frem og tilbage mellem Andreas’ begær for Sebastian og hans manglende accept og forståelse af sig selv.
Kærlighed vs. Identitet
”I never loved this hard this fast before” synger electronica-kunstneren Tami Tamaki på filmens ualmindeligt stemningsfulde soundtrack, som med sin længselsfulde tone fremhæver filmens rå og industrielle portrættering af Stockholm. Men linjen er også kernen i filmens centrale tema, for i takt med at Sebastian styrkes i sin identitet som Ellie, og skellet mellem maskulint og feminint udvaskes, så er følelsen af den altopslugende og fortærende kærlighed den, man sidder tilbage med. Det handler ikke om at være mand eller kvinde, forelsket eller forladt – men om alle overlappene, og nuancerne derimellem.
En fuckfinger til kassetænkning
Something Must Break er så mættet med stemninger og kontraster, at den føles som en kanonkugle lige i identitetens solar plexus. Skønheden gemmer sig i selv de skæveste udtryk, (filmen kan for eksempel prale af historiens måske mest æstetiske urinsex scene!) og reaktionen dertil, er lidt ligesom da Andreas på alternativ vis erklærer sin kærlighed til Sebastian: ”Du er så fucking smuk, at jeg får lyst til at brække mig”. Kun glimtvis bliver udtrykket for bogstaveligt, som da Sebastians indre kamp og isolation fra samfundet skildres med kollapsende bygninger, alt imens lydsporet brøler. Det er dog en bagatel i en ellers forførende, fritænkende og fremragende fortælling, som med sin blanding af utilpassethed, besættende begær og identitetsdannelse bliver genkendelig og vedkommende for alle.
