Skriv en kommentar
Hollywoodstjernen Johnny Marco (Stephen Dorff) bor på det legendariske hotel Chateau Marmont i Hollywood, hvor han lever et tilsyneladende ubekymret liv med piger, piller og hans daglige cruisen i hans Ferrari. Johnny flyder bare med strømmen i en behagelig og bedøvet tilstand af ligegyldighed. Da hans 11-årige datter Cleo (Elle Fanning) uventet dukker op på hotellet, fordi Cleos mors har brug for ”lidt” tid væk, begynder de at tilbringe noget tid sammen. Cleo er resultatet af et mislykket ægteskab, og Johnny har ikke tidligere haft så meget med datteren at gøre. Men dagene med datteren åbner Johnnys øjne for, at der måske er mere i livet, og langsomt begynder Johnny at tage ansvar for sig selv.
Instruktøren Sofia Coppola (Virgin Suicides, Lost In Translation, Marie Antoinette) har skabt en afdæmpet og sindig fortælling om en mands liv der er gået i stå. Faktisk så stillestående, at kameraet ligeledes bliver nød til at stå stille. Filmen er fortalt lavmælt og uden de store krumspring. Som i Jim Jarmusch univers er det de såkaldte transportscener, hvor karaktererne transportere sig med bil eller helikopter, der er vigtigere end tusind ord. Tilskueren bliver sammen med kameraet tvunget til, at observere Johnny Marcos færden fra den ene publicity begivenhed til den anden, fra den ene Ferraritur til den anden og fra den ene seng til den anden.
Startskuddet fortæller det hele; et stillestående kamera observerer et udsnit af en racetrack, hvor en sort Ferrari kører fire gange forbi, før den endelig stopper og Johnny Marco stiger ud. Dette illustrerer hele filmens koncept og stil. Alt bliver fortalt i ægte Jarmuschsk stil med et næsten kontant ubevægeligt og observerende kamera med ofte flade billedudsnit og en handling som ligeledes ubevægeligt og næsten indholdsløst udspiller sig foran. Hver scene fortæller intet, men måske alligevel alting, men det er hele sammensmeltningen af scenerne til den større helhed, der giver os fortællingen.
Stephen Dorff gør det fremragende som den hotte Hollywoodstjerne Johnny Marco, der lever af sprut, damer og berømmelse. Johnny behøver ikke andet end at trække på smilebåndet, før den næste model bliver trukket ind i soveværelset dybe sengelinned. Og det er essensen af hans liv. Det er først, da hans 11 årige datter Cleo begynder at tilbringe tid med ham, at han for alvor viser interesse og følelser for noget som helt. Men på ægte mandig vis, kan man ikke vise følelserne up-front. Når Johnny endelig vil undskylde hans mange årige fravær overfor datteren, gør han det stående under en roterende helikoptervinge, så kun han selv kan høre det.
Cleo er til at starte med delvist lammet som hendes far. Hun forsøger ikke at tabe ansigt over for Johnny, men det er svært at glæde sig over en mere tilstedeværende far, når det nu er moderen som forsvinder ud af hendes liv. Det er måske for tidligt at spå om Elle Fanning i Sofia Coppola regi, bliver den nye Scarlet Johanson. Men i en alder af bare 12 år, har hun allerede været i skuespillerfaget i de 9, siden sin debut i ”I Am Sam” fra 2001. Hun besidder charmen, et glimt i øjet og et varmt smil, som hun også beviste overfor Brad Pitt i Benjamin Button. Hun spiller sine børneroller både voksent og seriøst.
Som parallel til Elle Fannings børneskuespil har vi Sofia Coppola i instruktørstolen. Hun startede selv som børneskuespiller i flere af hendes far Francis Ford Coppolas film. Måske mest nævneværdigt The Godfather 3, hvor hun spillede Mary Corleone. Man kan måske tvivle på hendes skuespillerevner, men bag kameraet er det en anden snak. Somewhere er mere i retning af Lost In Translation, hvor dramaet mellem to personer, der gemmer på noget fra fortiden, er gået i stå i nutiden og håber på fremtiden, udspiller virkelighedsnært og næsten tidløst.
På et tidspunkt cruiser Johnny i sin Ferrari forbi en havareret sportsvogn og det opsumerer essensen i filmen; Vi er kommet for sent til actionsekvensen, 3D effekterne og CGI’en. I stedet ser vi en bedøvet mand der går glip af spændingen og som ikke formår, at forstå situationens alvor.
