Skriv en kommentar
På den franske filmfront har vi på det seneste nærmest kun set stilfærdige, subtile hverdagsdramaer, ofte fokuserede på familier - hvadenten det drejer sig om den lidt svage ’Det regner altid i Provence’ eller den slagkraftige og absolut seværdige ’Jeg har elsket dig så længe.’ Nu kommer så ’Sommertid’, instrueret af den vidt favnende ener Olivier Assayas og med bl.a. Juliette Binoche. Filmen er elegant og bittersød, men byder egentlig ikke på noget nyt.
Vi følger de tre midaldrende søskende Adrienne (Binoche), Jérémie (Jérémie Renier) og Frédéric (Charles Berling), der mister deres gamle mor Helene (Edith Scob.) De arver et gammelt landhus fuldt af værdifulde antikviteter og kunstværker af Helenes afdøde bror, som var en berømt kunstner. De tre søskende må nu beslutte, om de skal sælge huset og donere de mange værdifulde genstande til museer. Frédéric, der er økonom og lærer i Paris, føler sig knyttet til huset og vil helst beholde det, men Adrienne, der er designer i New York, og Jérémie, der er entreprenør i Kina, stemmer for at sælge det.
Der er altså tale om endnu et fransk drama om en overklasse-familie, men det mest interessante ved filmens udvikling er, hvordan den langsomt skifter perspektiv og fokuserer overraskende meget på Frédérics datter. Der er nogle herlige øjeblikke, som hæver sig en grad over resten af filmen, bl.a. når den afdøde mors husholderske Eloise (Isabelle Sadoyan) får lov til at tage én genstand fra huset med sig som minde om Helene. Hun vælger en vase, som hun tror er værdiløs, men som vi lige har fået at vide er et eftertragtet kunstværk. Den forhutlede, bundsympatiske kvinde går væk med vasen, mens hun forklarer for sin søn, at hun bare tog en lille banal ting.
Skuespillet er i top. Juliette Binoche er Juliette Binoche; hun er solid, og så er der ikke så meget at sige til det. Jérémie Renier og især Charles Berling er glimrende, og man lægger især mærke til en lille rolle spillet af Dominique Reymond som Frédérics kone, der stille og roligt støtter ham og holder sig i baggrunden under de tre søskendes diskussioner. Man får lyst til at se mere til hende.
’Sommertid’ er egentlig ikke noget særligt, og personskildringen føles lidt overfladisk. Men filmen fungerer som et stilfærdigt kig på, hvordan voksne døtre og sønner reagerer på en forælders død, sørger, samles og tager sig af oprydningsprocedurerne. Livet fortsætter, og i ’Sommertid’ er det en pointe, at livet i sidste ende fortsætter for den yngste generation, stadig ved det samme gamle hus, men med nyt indhold. Det er en skam, at filmen i sig selv ikke giver fransk film et nyt, efterhånden lidt tiltrængt pust.
