Skriv en kommentar
Efter debuten fra 2005, filmatiseringen af Jane Austens ”Stolhed og fordom”, har den lovende engelske instruktør Joe Wright nu kastet sig over den moderne klassiker, ”Soning”, af Ian McEwan. Umiddelbart skulle man mene, at Wright tog munden for fuld. Men efter en række priser og nu syv Oscar nomineringer, er der måske noget om snakken, når der tales om Wright som en af de mest lovende engelske instruktører i mange år. ”Soning” er ikke destu mindre en film, der fortjener al positiv omtale.
Året er 1935. Den 13-årige overklasse pige Briony Tallis (Saoirse Ronan) har en veludviklet og intrigant fantasi, som hendes naive verden stort set er bygget op af Når det kommer til virkelighedesopfattelse og situationsfornemmelse, baseres den ofte på fantasien, på bekostning af hendes manglende livserfaring og indsigt af hvilke konsekvenser, hendes udlægning af sandheden kan få. Dette kommer til at gå grueligt galt, da hun opdager en romance mellem hendes søster Cecilia (Keira Knightly) og hushjælpens søn Robbie (James McAvoy) og sammensætter sin egen version som den absolutte sandhed. Dette får katastrofale konsekvenser for Robbie og Cecilias spirende kærlighed, da Robbie pludseligt bliver anholdt for voldtægt af kusinen Lola (Juno Temple), baseret på et udsagn fra Briony. Robbie får valget mellem militæret og fængsel, da 2. Verdenskrig begynder og han sendes til fronten i Frankrig. Da Briony bliver ældre, mærkes hun af en skyldfølelse, der får indflydelse på resten af hendes liv – for er tilgivelse muligt, når man har ødelagt to menneskers lykke, eller er soningen permanent?
Filmen er opbygget som en fiks og velsmurt metafilm. Den ene scenes opbygning flyder over i den næste med enten smart billedekomposition eller musik, der skaber bro mellem hver sekvens. Briony skriver en historie på maskine, lyden fra maskinen bliver en del af underlægningsmusikken, historien Briony skriver på udfolder sig, et pladsk i en skål vand bliver til en dukkert i en sø osv. Helt konsekvent og bevidst er handlingen meget dramaturgisk korrekt, og vidner om at være mere litterær end filmisk opbygget. Det har sine helt logiske årsager, da historien meget hen ad vejen tager sted i Brionys fantasi og skriveproces. Og ja - det lyder knastørt. Men det er dynamisk og kreativt fortalt, konstant der vendes frisk op og ned på flere sekvenser. Derudover springes der elegant genre- og tidsmæssigt, fra en klassisk kostumefilm i nye klæder til et vanvidsportræt af 2. Verdenskrig, frem til nutiden hvor Briony ser tilbage på sin ungdom. Selvom krigsfilmsdelen bl.a. byder på det absolut mest imponerende long take jeg har set til dato, og i det hele taget godt udført, stangnerer handlingen desværre en smule her. Det er som om, at der ikke er helt samme fortællermæssige saft og kraft som fra første del, men i stedet bliver det stift og grovkornet. Det er ærgeligt, da det lægger en gevaldig dæmper på stemningen og ødelægger den ellers flydende narrativ.
Noget der i hvert fald ikke er grovkornet, er det filmens visuelle udtryk. Lige fra kameraarbejde til scenografien og kostumerne, er det tydeligt at alle mand i produktionen har givet den en ekstra skalle. Musikken er dertil også fremragende. Blot det, at arbejde med underlægningsmusikken som et så udsagt bindingsleds mellem scenerne, er intet mindre end genialt. James McAvoy og Keira Knightly gør det også rigtigt fint, men filmens stjerne i svøb er klart 12-årige Saoirse Ronoa – hvilket også har kastet en fortjent Oscar-nominering af sig.
”Soning” er efter min overbevisning ikke en direkte konkurrent til ”There Will Be Blood”, i konkurrencen om årets film, til trods det er en virkeligt god film. Hvis ikke det var fordi at filmen tabte tempo midtvejs, ville filmen snige sig op på fem stjerner – men den sprudlende start og rørende slutning mangler simpelthen en bedre mellemhistorie. Gode skuespillerpræstationer, en kreativ leg med narrativen og en ualmindelig flot visuel og lydmæssig side løfter dog filmen høj. Alt i alt en meget anbefalesværdig film, fra en ualmindelig lovende instruktør.
