Skriv en kommentar
Forud for Berlinmurens fald d. 9. november 1989, gik 28 år med et liv i angst og overvågning for mange østtyskere; de såkaldte ”Aussies”. Den bumsebefængte og mildest talt kiksede Micha Kuppish ( Alexander Scheer ) på 17 år er en dem. Han bor i den korte ende af Sonnenallee, lige op til Berlinmuren, i slutningen af 70’erne.
Sammen med sine venner, den tænkende Mario ( Alexander Beyer ) og den musikhungrende Wuschel ( Robert Stadlober ), får han tiden til at gå med at omgå det stive kommunistiske system på alle tænkelige måder. Alt hvad der er ulovligt, er så meget mere interessant. Selv den kontrollerende magt, især i skikkelse af den småfjogede Warden Horkefeld ( Detlev Buck ), gør deres for at bryde reglementet. Michas far Hotte ( Henry Hübchen ) , ønsker sig brændende en telefon. Men det er ikke noget man sådan lige får i Østtyskland, med mindre man har en alvorlig sygdom. Han forsøger derfor at overbevise lægen om at han har epilepsi, og får på den måde erhvervet sig det eftertragtede kommunikationsmiddel. Onkel Heinz ( Ignaz Kirchner ) smugler fuldstændigt legale varer over grænsen, for at vise sin foragt for systemet, alt imens Michas mor Doris ( Katharina Thalbach ) forsøger at komme over grænsen til Vesttyskland på et ”lånt” pas.
Micha har længe været dybt forelsket i den smukke, men uopnåelige Miriam, spillet på sensuel vis af den filmdebuterende Teresa Weissbach. Men er hun nu også så uopnåelig, som hun giver udtryk for. Micha gør i hvert fald et bravt forsøg på at erobre hendes hjerte, samtidig med at han står over for et af sit livs største valg. Skal han tage tre års militærtjeneste, hvilket ville være et velset valg under det kommunistiske system. Eller skal han studere videre, så han muligvis kan komme til at læse i Moskva? Alt imens går dagligdagen med kigge efter piger, høre rockmusik, gå til fester, prøve bevidsthedsudvidende stoffer, og skele over mod Vesten på den anden side af muren, hvor man har det hele. Det hele har man ikke i den korte ende af Sonnenallee. Blot en grå og kedelig hverdag. Men dagene passerer da alligevel.
”Sonnenallee” er på sin egen finurlige måde en lille solstrålehistorie. Med sin bidende sarkasme, som aldrig forstummer, er den et opgør mellem friheden og livsglæden overfor undertrykkelsen. En frihed og livsglæde, der på en eller anden måde altid sejrer i ”Sonnenallee”, fordi man tager det hele med et smil, ligegyldigt hvor dårlige tider det end er. Hver gang beboerne i Sonnenallee længes efter friheden på den anden side af muren, overbeviser de hurtigt hinanden om at de har det meget bedre end alle andre. For eksempel er der en dialog mellem Onkel Heinz og en grænsevagt, hvor de snakker om hvor teknisk indviklede Vestens båndoptagere er blevet. Ja, der skal eksperter til for at bruge sådan nogle apparater og så vejer de som et ondt år. Næ, så er det meget bedre med den østtyske transistor, der er til at have under armen og kun har to knapper. En til frekvensen og en til lydstyrken.
Manuskriptet er af Leander Haussmann og Thomas Brussig i fællesskab og er velskrevet som bare fanden. Ikke alene får man gjort op med en masse myter omkring livet inden Berlin-murens fald. Der er også overskud til at behandle de sædvanlige ungdomskonflikter, som får en ekstra drejning, når man bor i en slags Zoologisk Have. For det er faktisk hvad beboerne gør. De bliver ustandseligt beluret af nysgerrige Vesttyskere, fra den anden side af muren, der håber på lidt underholdning. En række imponerende knivskarpe dialoger, der fremkalder smilet men aldrig grinet, er med til at gøre en tragisk episode i europæisk historie, til et af efterårets absolut mest interessante premierer. De mange atypiske jokes, får på stærk og solid vis filmen til at glide afsted som var det en tur i vandrutchebanen.
På samtlige kanter, leveres skuespillet med en sådan indlevelse og entusiasme, at man skulle tro det faktisk var live-shots fra det daværende Østtyskland. Men mon ikke det skyldes at historien har haft en enorm betydning for de medvirkende aktører. Især er forældrene Hotte ( Henry Hübchen ) og Doris ( Katharina Thalbach ) en fornøjelse at opleve. Men også den yngre del af skuespilholdet leverer en formidabel præstation.
Filmens absolutte kulmination kommer da Wuschel, skydes ned af ængstelige grænsevagter. Han har netop fået fat i den længe eftertragtede Rolling Stones plade med titlen Exile on Main Street. Ud over den symbolske pladetitel, viser den sig i også på samme symbolske vis at blive hans redning. For den tager nemlig den kugle, der var tiltænkt ham. Men pladen er ”kaputt”.
En utroligt vedkommende film, der på baggrund af et genialt manuskript, fortæller en af
efterkrigshistoriens mest betydningsfulde historier. Kort sagt er ”Sonnenallee” en vidunderlig filmisk oplevelse, der ser tilbage på det der var engang for ikke så længe siden.
