Skriv en kommentar
Peter Parker (Tom Holland) får nu sin helt egen historie i Marvels filmiske univers med deres superhelte. Peter er en genert, nørdet teenager, som tilfældigvis også er en superhelt. Efter begivenhederne i ”Captain America: Civil War” sidder han og venter på, at Tony Stark (Robert Downey Jr.) skal ringe til ham og få ham med på Avengers-holdet, men efter to måneder er der endnu ikke sket noget. I mellemtiden har et bjærgningshold, anført af Adrian Toomes (Michael Keaton), fået fingrene i rumvæsenteknologi, som de sælger til underverdenen på det sorte marked. Så er det jo op til Peter, forklædt som Spider-Man, at stoppe dem (med lidt hjælp fra Iron Man), alt imens han skal balancere sit privatliv med superheltelivet. Det er aldrig nemt for den unge hr. Parker.
Marvel Studios er gode til at skabe gode, underholdende film. Ikke fantastiske film – den eneste som flirter med det fantastiske er, ifølge mig, ”Guardians of the Galaxy” – men filmene er fra ende til anden tilfredsstillende og lattervækkende. Det er der overhovedet ikke noget i vejen med. Blockbusters, som er nemme at fordøje og som får dig i godt humør, er det, som publikum gerne vil have, når de går i biografen. Og det forstår jeg helt aldeles. Der er en stor sandsynlighed for, at anmeldere og publikum vil elske “Spider-Man: Homecoming”, og jeg kan godt se hvorfor. Der er masser af jokes, elskværdige karakterer, en del sjov action med Spider-Man i centrum, og meget gode optrædener fra andre figurer i Marvel-universet. Men så snart du kommer lidt under overfladen, er der desværre ikke nok i ”Spider-Man: Homecoming” til at give en tilfredsstillende oplevelse.
Lad os se på det positive først, for der er meget godt ved filmen. Tom Holland beviste, at han er skør og sød i rollen, da vi så ham i ”Civil War”. Det er stadig sandt i denne film. Han fanger glimrende Peter Parkers drengede charme og den barnlige fantasi ved at være en superhelt. Filmens tone bakker ham op og er konstant let, uden at det kammer over og bliver gearet mod børn. Der er nok at se på både til børn og voksne, og der er masser af humor og action. Måske for meget (mere om det senere). Når vittighederne kommer, rammer de lige i lattermusklerne. Captain Americas gæsteoptræden er helt igennem noget af det sjoveste, jeg længe har set (bare rolig, det er med i trailerne).
Og actionscenerne med Spider-Man er velgennemførte og fanger dig lige fra første færd. Det er skønt at se Peter forsøge at finde ud af, hvordan hans dragt fungerer og vi bliver lige så overrasket som ham, når noget nyt dukker op. Det giver os en hel ny Spider-Man, som vi ikke har set før i de tidligere film. Jeg er personligt glad for, at vi endelig får mulighed for at se hans ”edderkoppenet” under armene.
Men jeg synes, at filmen har problemer. Filmens plot – at Spider-Man skal stoppe skurken, Vulture, fra at stjæle og sælge højteknologiske rumvæsenvåben – lyder mere interessant som et koncept, end hvad vi rent faktisk ser på skærmen. Selvom Michael Keaton er en fornøjelse som Adrian Toomes, føles det, som om han holder sig tilbage i det meste af filmen. Han får en scene eller to som et hundrede procent superskurk, og når det sker, er han virkelig skræmmende at være i selskab med. Men selvom hans rolle er nem at forstå, er der ikke meget udvikling at komme efter, og den egentlige historie mellem ham og Peter er det, som virker mindst spændende ved hans karakter. De har en enkelt god scene sammen, men det er de små øjeblikke i hans scener, som er hundrede gange bedre end nogen af deres dueller.
Deres fjendskab er også hindret af den måde, som nogle af actionscenerne er filmet på. En del af ”Spider-Man: Homecomings” kampscener finder sted efter mørkets frembrud og de er filmet en anelse for mørke, som også bliver understreget af en masse hurtige klip og karikeret sceneopførelse. Idéerne bag disse scener har rod i, at de nok vil se seje ud på det store lærred, men bliver desværre klippet sammen og filmet på en måde, som bare virker forkert.
Jeg nævnte humoren som et positivt element i filmen, og det er det, men der er også en andel af jokesene, som falder helt forkert. Peters bedste ven, Ned, er bebyrdet med så mange øjerullende replikker, at det bliver svært at tage ham seriøst som en karakter. Mange af de smarte dialoger får ikke lov til at ånde, før endnu en sjov replik bliver kastet i hovedet på os. Der er også en håndfuld jokes, som er en anelse for forudsigelige. Men hvis det er den slags form for komik, du elsker, så er der ikke noget problem for dig.
Når det så er sagt, så formår hjernerne bag Marvel-universet at forstå deres karakterer helt ind til kernen af, hvem de er. Og ”Spider-Man: Homecoming” er ingen undtagelse her. De har konsekvent gode skuespillere til at spille rollerne, de har en god forståelse af, hvordan tonen skal være hele vejen igennem, og der er mange, mange fnis fra det første til det sidste minut. Det er kun, når du træder et skridt tilbage fra deres films varme, trygge glød, at du kan se nogle enkelte fejl her og der.
”Spider-Man: Homecoming” er ikke dårlig. Det er en sikker film, overrasker ikke, og er filmmæssigt en anelse klodset. Men den er aldrig dårlig. Hvis du er fan af Marvel-universet, eller Spider-Man, vil du elske denne film. Hvis du ikke er en filmfan, vil du sikkert også nyde den, trods til tider underlige valg som blev truffet af filmskaberne. Som en almindelig, enkeltstående Spider-Man-film har der været bedre film i fortiden, men som en del af dette univers fungerer den helt fint.
Og husk at vente på overraskelsen efter rulleteksterne. Den er hylende morsom!
