Skriv en kommentar
Under den kolde krig får CIA-spionen Napoleon Solo (Henry Cavill fra “Man of Steel”) til opgave at finde en naziforsker (Christian Berkel), hvis pludselige forsvinden har fået den amerikanske regering til at være på vagt over for atomare trusler fra en mystisk og ond organisation. Solos mission fører ham til Gaby Teller (Alicia Vikander fra ”En Kongelig Affære”), forskerens datter, som er fanget på Berlinmurens østlige side. For at finde hendes far, beslutter Solo sig for at trække hende over til Vesten.
Aktionen får dog problemer, da Solo og Teller bliver opdaget af KGB-agenten Illya Kuryakin (Armie Hammer fra ”The Social Network”). Han er en dedikeret sovjetisk nationalist og er klar til at gøre alt for at redde Rusland mod et atomangreb, og han har også fundet ud af, at Teller er måden, hvorpå han kan finde frem til Tellers far. Men 24 timer efter de to spioner har stået ansigt til ansigt, former de to modstridende nationer en våbenhvile og beordrer Solo og Kuryakin til at arbejde sammen for at stoppe atomtruslen, som kommer fra Victoria Vinciguerra (Elizabeth Debicki).
Filmen er baseret på spionserien af samme navn, som løb fra 1964 til 1968. Instruktør Guy Ritchies (”Snatch” og ”Sherlock Holmes”) film hviler ufattelig meget op ad hovedpersonernes charme, i stedet for at være en genopfindelse af spiongenren. På mange måde er ”Spionen fra U.N.C.L.E.” en hyldest til spionromaner og sorthvide film, som inspirerede den originale serie. Publikummet vil finde stor tilfredsstillelse i de nydelige omgivelser, 60’er-miljøet og seværdige skuespilpræstationer, men de mere hårdnakkede filmseere vil ligge mærke til genrens stil og historie (selvom selve historien ikke er meget at råbe hurra for).
Manuskriptet af Ritchie og Lionel Wigram låner meget fra tidligere spionthrillere, og de gør de mange twists tydeligere, end man kunne regne med, fordi publikummet med sikkerved vil forudse, hvad der kommer til at ske, næsten scene for scene. Der er et par overraskelser her og der, men selvom historien er en af de mindre vellykkede ting ved filmen, formår filmskaberne stadig at gøre ting og sager ved karaktererne og præstationerne, som er seværdige, fordi de reagerer ganske naturligt til historiens plotelementer. I sidste ende er ”Spionen fra U.N.C.L.E.” tætpakket med underholdende scener, historiske forbindelser og nostalgi, som kan bruges til senere film i serien (hvis der overhovedet kommer flere).
Foruden filmens farverige og overdådige syn på 1960’erne spiongenre, er det skuespillerne, som gør det samlede produkt seværdig. Henry Cavill er fremragende som Solo og viser os en arrogant, men ærlig, spion med humoristisk timing og snilde. Det er egentlig i ”Man of Steel” og denne, at Cavill viser os, hvad han kan, og filmen lever eller dør på baggrund af hans præstation (sammen med Hammers). Cavill ser ud, som om han hører til i Ritchies stilfulde vision af 60’ernes spiondrama, hvor han balancerer amerikansk klasse med ægte øjeblikke af humor og arrogance.
På lige fod har vi Armie Hammer, underholdende som den rasende sovjetiske ”gigant” Kuryakin. Nogen vil måske mene, at han er en actionhelt (”The Lone Ranger”), så det er nemt at glemme hans fantastiske præstationer i f.eks. ”J. Edgar” og ”The Social Network”. Sat op imod Cavills charmerende og velklædte amerikaner skaber Hammers stenhårde, men kærlige, KGB-agent et dynamisk par. Hammers figur bliver aldrig en birolle, som man kunne have frygtet, og han er lige så vigtig for filmen og missionen som Solo er. På intet tidspunkt er den ene smartere end den anden, og den ene vinder aldrig over den anden. Det er et friskt pust, og der er ingen følelse af amerikansk storhedsvanvid til stede.
Det tredje led i den centrale trio er Alicia Vikander som Teller. Vi kender hende mest fra ”En Kongelig Affære”, men hun har vundet mange roller på det engelsktalende marked, f.eks. i ”Ex Machina” og ”Anna Karenina”. Rollen som Teller giver Vikander muligheden for at stjæle opmærksomheden endnu engang, og selvom Cavill og Hammer spiller ikoniske tv-roller, er Gaby Teller Ritchies opfindelse. Med det resultat at Vikander og Ritchie introducerer en kvindelig hovedrolle, som kan selv og går op imod fyrene – både intellektuelt og fysisk – og eksisterer ikke på skærmen, blot for at være en kvinde i nød eller guf for øjnene.
Resten af rollebesætningen inkluderer velkendte ansigter som Jared Harris og Hugh Grant. De andre er for det meste biroller, som skal hjælpe eller være til gene for Solo, Kuryakin og Teller. Filmens hovedskurk, Elizabeth Debickis onde geni, Victoria Vinciguerra, er den bikarakter, som bliver mest udviklet, men det bliver aldrig til mere end en kriminel, som ønsker at gøre onde gerninger. Dog skal det siges, at det er Debickis skyld, at hun giver rollen liv og gør den truende. Havde det ikke været for hende, ville filmens trusselsbillede have været en flad oplevelse. Hun er på én og samme tid en killing og en tiger, og du kan godt forstå, hvorfor hun har folk, som vil gøre alt for hende, endda dø for hende.
”Spionen fra U.N.C.L.E.” vil aldrig være en genopfindelse af spiongenren, men i stedet benytter den sig af sikre plotelementer for at opbygge fundamentet til senere film. Når det så er sagt, så får Ritchie succes med at skabe en sandkasse, hvor Cavill, Hammer og Vikander får lov til at skinne og more sig sammen med os andre.
