Skriv en kommentar
Ved første blik ligner Springet en af disse talrige dokumentarer, som bliver villigt sendt på DRK, og gerne om formiddagen. Disse dokumentarer der alle ligner hinanden, med arkivoptagelser i sammenspil med gamle billeder, en tør fortællerstemme og et soundtrack bestående af diverse klaverlyde direkte fra lydarkivet. Man opdager dog hurtigt, at Springet er meget mere end det. For skønt de sædvanlige arkivoptagelser i sammenspil med gamle billeder, så forsvinder alt tvivl og useriøsitet man kunne have, når historien bliver sat i gang, og det dunkle soundtrack sætter ind. Man bliver hurtigt fanget af Peter Gudmes fantastiske skriverier, der passer helt eminent til Jesper Christensens indlevende og rustne stemme.
Det, der dog virkelig fungerer for dokumentaren, er den fascinerende historie. Som en stemme fra en anden tid, følger man med i en tilfældig danskers tanker og gøremål, i den turbulente periode mellem to verdenskrige. Det er som at høre en uhørt historie, som langt om længe har nået dagens lys. Man kommer til at reflektere over, at vi alle har vores egen unikke historie, der lige meget hvor uinteressant den måtte være, godt kunne blive lavet om til en seance oppe på det store lærred. Det er selvfølgelig ikke alle i hele verden, der kan få deres liv dokumenteret, men man må sige, at Peter Gudme i den grad har fortjent sin plads i rampelyset. Mange fra hans tid har sikkert oplevet meget af det samme som han har, men de færreste ville nok have kunnet udtrykt det så smukt og poetisk som ham. Hvert et brev der bliver læst op, hver en intelligent tankestreg, er noget der kunne gøre selv C.V. Jørgensen jaloux.
Peter Gudmes historie er ikke bare et levn fra fortiden, men er en historie der trækker tråde til i dag. Det er et menneskestudie i hvad krigens gru gør ved et menneske. Gudmes detaljerede fortællinger om død og ødelæggelse giver virkelig seeren en fornemmelse af hvor ondskabsfuld mennesket kan være. Og Peter Gudme er ikke undtaget, for selvom han inderst inde er i konflikt med sig selv og alt den vold, så er han lige så meget med til at skabe den. Det er ideologiernes tid, og: ”… det værste er at være neutral, mens de andre slås.”, som han selv skriver. Dette bliver også et konfliktpunkt for seeren, da man pludselig ikke ved, hvad man skal føle. Er vores hovedperson god eller ond? – Svaret er: midt imellem. Og det er både højst irriterende og dybt fascinerende. Peter Gudmes søn er også med i dokumentaren, men kommer aldrig rigtig i forgrunden. Til gengæld bliver han brugt her og der, i nogle lidt ligegyldige og halv-syrede optagelser rundt omkring i dokumentaren. Hvad hans egentlige tilstedeværelse har at gøre med det hele virker uklart. Han er et finurligt indslag med sine cigarer og Campari-drinks, men hvad ellers? Det kan tænkes, at han skal virke som bindeleddet mellem fortid og nutid. Måske skal han forstærke sandhedsfornemmelsen? Et bevis på, at alt dette er sket i virkeligheden? Om ikke andet bliver dette element aldrig brugt ordentligt, og det er synd.
Men til trods for det lidt usammenhængende tiltag med sønnens tilstedeværelse, så er Springet en rigtig god oplevelse. Skønt dens lidt flade ydre, så har historien en næsten bundløs dybde, som man meget hurtigt falder ned i. Dette er en dokumentar der bliver i ens sind i lang tid, og det kan man ikke andet end at hylde og respektere.
