Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det kan godt være svært at sætte sig til at se film fra andre lande end de amerikanske, engelske og danske vi er vant til her i Danmark. Film er en del af et lands kultur og er derfor ofte meget forskelligt fra land til land. Har man endnu ikke besøgt det italienske filmkatalog, så er der et par klassikere man sagtens kan få set, heriblandt Vittoria Di Sica’s Ladri di Biciclette / Cykeltyven (1948) eller Roberto Benigni’s La Vita è Bella / Livet er Smukt (1997). Ønsker man derimod at starte med en film, der både indeholder mange af de italienske egenskaber, men samtidig læner sig en del op af mere velkendte danske og amerikanske udtryk, så er Paolo Virzì’s La pazza gioia / Springtur i Toscana slet ikke et dårligt sted at starte.
Beatrice (Valeria Bruni Tedeschi) er en speedsnakkende fantast og en wannabe grevinde, der elsker at få folk til at tro, at hun er en betroet ven af alverdens magtfulde ledere. Donatella (Micaela Ramazzotti) er en mut, tatoveret og skrøbelig ung kvinde, der er opslugt af sin egen store hemmelighed. De er begge patienter på det sikrede psykiatriske bosted Villa Biondi i Toscana og beslutter sig for at tage flugten og tage på eventyr i det smukke område. En rejse, der hjælper dem til at opdage skønheden i det uperfekte. For på papiret er de komplet skøre, men ude i samfundet, blandt dem, som anses for at være raske, opfører de sig temmelig normalt.
På mange måder er Springtur i Toscana italiensk, både igennem sin brug af setting og igennem det nærmest overdrevne skuespil fra især Valeria Bruni Tedeschi. Hvis man nogensinde har set, hvordan italienske fodboldspillere parlamenterer og gestikulerer på en fodboldbane, så forestil dig, hvordan deres skuespil ser ud. Det virker på mange måder overdrevet, men netop i denne film fungerer det, eftersom Tedeschi faktisk spiller en fuldstændig overdrevet og vanvittig person. Det uforudsigelige venskab mellem den udfarende og hurtigsnakkende Beatrice og den skrøbelige og mutte Donatella er på ingen måder en ny konstellation, da sådanne modsætninger ofte udgør et godt makkerpar i enhver form for roadmovie eller buddy-film. De to karakterer indser langsomt men sikkert, at de kan være med til at hjælpe hinanden igennem livet og deres psykiske sygdomme og dermed finde lykken på trods af indlæggelsen på et psykiatrisk hospital. Sådanne modsætningspar har man fx også set i den amerikanske klassiker Thelma & Louise (1991) eller i den danske miniserie Charlot og Charlotte (1996). Læg dertil en hel fantastisk setting i det frodige, blomstrende og eventyrlige Toscana, der giver filmen liv og lys. Man får næsten lyst til selv at køre til Italien og køre igennem bjergene og vinmarkerne.
I Springtur i Toscana får man en light-udgave af de til tider store og tunge kunstneriske italienske film, og dermed også en film der for den lidt mere almindelige filmseer også er nemmere at fordøje. En italiensk gryderet, hvor blandingen af italiensk natur og skuespil bliver blandet sammen med en velkendt formel omhandlende et modsætningspar, der sammen hjælper hinanden i livet, og til sidst står du med en ganske udmærket film, der med det bedste fra begge verdener sagtens kan indtages af dem der har lyst til lidt italiensk for begyndere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
