Skriv en kommentar
Der er lavet dokumentarfilm om danske rockbands før, men hvor man måske ikke føler man kommer helt under huden på hverken D-A-D, Kashmir eller Gasolin lægger Dunés ”Stages” ingen fingre imellem- og der menes INGEN.
For hvad er en dokumentar om et rockband uden afsløringer og nye sider af de medvirkende der kan overraske og imponere?
Det unge band Duné fik hurtigt medvind i deres karriere og vandt for et par år tilbage 100.000 kr sammen med P3 Guld prisen. De var ikke gået ud af gymnasiet før verden vil have fat i dem og forventningerne var store.
I 2 år har et kamera fulgt bandet. I starten går de stadig i gymnasiet, men huen sættes på efter eksamen og de skal til at forlade reden. En slags dannelsesrejse publikum nu skal være vidne til. Der skal tuneres i Tyskland, USA og Japan. Der er kærester der skal revuderes og der er gøremål som tøjvask der skal læres.
Det er så tæt på at bandet uden tvivl må have svært ved at se filmen og også holde af den om 10 år. Filmen er blottet for de store udlægninger om hvor meget presse-tid og stjernestatus bandet har. I stedet er det helt ind til benet på næsten samtlige bandmedlemmer. Et portræt af hver enkelt personlighed og bandet som helhed.
Til tider er det så voldsomt at overvære at tæerne krummes. Men det er ikke fordi det virker uægte og patetisk. Nej, det virker derimod alt for intimt og nærgående at man undres over der er givet tilladelse til at det kommer med i filmen. Især keyboardspiller Oles historie om hans far selvmordsforsøg og forældrenes skilsmisse fortalt med grædende, bævrende stemme er hård kost at være vidne til.
Men gudskelov for den ærlige tilgangsvinkel for hvorfor skulle vi ellers overvære 2 år af et band i deres til trods stadig spæde karriere.
Duné giver i ”Stages” et indblik i deres liv, deres følelser og deres musik der er et kig værd. Selv for dem der ikke er fans er det et interessant portræt af et band der gerne vil være store og et fint billede på hvor nemt det rent faktisk ikke er at leve rockstjernedrømmen ud.
