Skriv en kommentar
En lille forladt grøn håndtaske i metroen. Hvad gør du? De fleste ville sikkert ignorere den eller ringe til politiet. Men ikke Frances (Chloë Grace Moretz) – hun vil aflevere den tilbage personligt, og takker endda ja til en kop kaffe hos ejeren. Ejeren viser sig at være en ensom enke ved navn Greta (Isabelle Huppert), og hun fanger hurtigt Frances’ sympati. Men Frances opdager snart at Greta har et dystert motiv for at blive venner med hende.
Chloë Grace Moretz spiller den lettere blåøjede Frances, der i sin sorg over morens død overser de første faresignaler i sit møde med Greta. Frances bliver dog i løbet af filmen til tider hovedrystende naiv og ufornuftig, da hun f.eks. ikke blokerer Greta på hendes telefon, hvilket resulterer i en strid strøm af uønskede opkald og beskeder. Der er som sådan ikke en finger at sætte på Moretz evner som skuespiller, men det virker usandsynligt, at man i denne tid ikke skulle eje lidt mere kynisme og sætte spørgsmålstegn ved eventuelle beviser man måtte finde på Gretas sindssyge. Moretz er nok mest kendt for hendes medvirken i film som Kick-Ass (2010), Carrie (2013) og Suspiria (2018).
I rollen som den forstyrrede enke Greta ser vi Isabelle Huppert, der virkelig får hårene op at stå på armen, når hun viser Gretas sande jeg. I samspil med filmens dystre baggrundsmusik bliver der skabt et ubehag, man ikke kan undslippe. Det er her, filmen gør sig bedst. Huppert er især kendt fra film som The Piano Teacher, (2001) hvor hun, ligesom i Stalker, spiller en klaverlærer i en psykologisk thriller, samt Elle (2016) i hvilken hun opnåede at få en Oscar-nominering.
Frances’ veninde og bofælle, Erica, spilles af Maika Monroe. Hendes rolle starter faktisk ud med at være belastende og påståelig, og man undres over, at de er så gode veninder. Men karakteren udvikles overraskende nok til at være en fornuftens stemme, og ved siden af den humorforladte Frances skaber hun lidt dynamik med sine karikerede men friske og morsomme udtalelser.
Instruktøren Neil Jordan kender man fra hans tidligere værker som The Crying Game (1992) og En vampyrs bekendelser (1994), og han har også selv skrevet manuskriptet til Stalker i samarbejde med Ray Wright.
Rent dramatisk er der stor forskel på henholdsvis den første og sidste halvdel af filmen. Hvor den første halvdel snegler sig af sted og sætter evige spørgsmålstegn ved Greta, får den pludseligt travlt i anden halvdel, hvor Greta får vist hvor forstyrret en psykopat hun i virkeligheden er. Til tider med ret komiske resultater. Der er dog i filmen en fin og ikke så subtil kommentar til politiets håndtering af stalkere, som mildest talt er mangelfuld.
Filmen trækker tråde til klassiske thrillere fra 80’er eller 90’erne, og måske prøver Neil Jordan at forny genren til en nye generation af seere. Stalker vil dog ikke blive en klassiker, da den desværre ikke er godt nok skrevet. Karaktererne bliver lidt for karikerede, da deres personligheder ikke uddybes nok, og en del replikker føles som one-liners, der lige skal klemmes ind for at holde sig til genren.
