Skriv en kommentar
Mit kendskab til Star Trek universet begrænser sig til et par film og tilfældige TV-episoder, så lad det være kendt at det følgende er skrevet af en udenforstående. Jeg er en af dem uden for cirkelen, en af dem der ikke ved meget om Klingoner, Vulcaner og Romulanere, en af dem som denne, nye film i høj grad også er henvendt til.
For sikke underholdt jeg var, selvom jeg ingenting vidste om de mange karakterer jeg fik præsenteret. Hollywood-kometen J.J. Abrams (ham der fandt på Lost og Cloverfield og som havde en imponerende spillefilms-debut med Mission: Impossible 3) har lavet en film med den klare målsætning at tilfredsstille såvel garvede fans som at finde vej ind i hjertet på alle os outsidere. Og så vidt jeg kan se er det lykkedes. Star Trek, som filmen kort og godt hedder, er ikke mere indforstået end at alle kan være med, den fortæller en historie der vist nok ikke er blevet filmet før og den gør det med masser af troværdighed, glimt i øjet og velportioneret humor.
Det er starten på hele balladen vi får serveret. En opbyggende dannelseshistorie og en prequal til de ti film der allerede er i serien, men ikke af den kedelige slags man måske kunne frygte præmisset dikterede. Nej, der er knald på fra første billede og tempoet falder aldrig. Det er historien om de to rodløse og splittede ungersvende James T. Kirk og Spock. Den ene mister sin far i åbningssekvensen og udvikler sig til en genial lømmel der agerer som en anden James Dean. Den anden er splittet mellem to verdener, den logisk ræsonerende Vulcan og de mere lidenskabelige mennesker fra jorden. Kirk og Spock mødes på det intergalaktiske flåde-akademi hvor de begge udmærker sig, men på hver sin måde. Fra starten kan de ikke udstå hinanden, men som vi alle ved bliver deres møde grobunden for et af filmhistoriens mest interessante og mest udforskede, intergalaktiske venskaber.
Fokus ligger på de to hovedpersoner og deres spraglede kolleger på flådens nyeste, topmoderne rumskib, det legendariske USS Enterprise, men dramaet leveres i lige så høj grad af de skaldede, spidsørede Romulanere, med en hidsig Eric Bana i front. Takket være dem får vi også en masse af de elementer Star Trek filmene er kendt for: Tidsrejser, paralleluniverser, store kampe i rummet og eksploderende planeter. Men selvom der er knald på og ikke langt mellem de store effekt-oplevelser og voldsomme scener, så er det samspillet mellem de centrale figurer der virkelig gør de to timer værd at sidde igennem. De noget uvendte blade Chris Pine og Zachary Quinto som spiller henholdsvis Kirk og Spock, leverer begge langt mere end man har turdet forvente og særligt Pine brillerer med en kynisk kant og sammenbidt humor der er ovenud vellykket. Det er modigt, men samtidig det eneste logiske at Abrams lader sine skuespillere køre rollerne helt ud og det er det der redder filmen.
Havde det ikke været for de fine skuespilpræstationer og perfekte casting af folk som Simon Pegg (Scotty), Karl Urban (Dr. McCoy) og Zoe Saldana (Uhura) i biroller, så havde Star Trek ikke været meget mere end to timers flot fyrværkeri. Men Abrams balancerer de forskellige virkemidler glimrende og som han har demonstreret gang på gang så er han i allerhøjeste grad i stand til at fortælle en spændende historie.
Alt det sagt, så er Star Trek stadig første kapitel i en ny kickstartet udgave af franchisen og selvom det er en umådeligt underholdende film, så er der masser af potentiale til at eventuelle fortsættelser kan blive endnu bedre. Her er selvsagt langt til 60ernes TV-serie og egentlig også til nogle af de forgående film. Til gengæld er historien fortalt med respekt for sit forlag og med muligheden for at tiltale en ny mængde af hungrende sci-fi tilhængere. Med dette reboot af serien er der ingen grænser for hvor det hele kan fortsætte hen. Jeg venter med spænding på næste kapitel...
